Civil
ulydighed og Russell-tribunalet
Israelsk
jura kendetegnes ved, at mange af statens love, militærforordninger og
reguleringer er flertydige og uklare. Sidste år har Knesset imidlertid
vedtaget over 20 love, som er klart racistiske.
Af
Nurit Peled-Elhanan
- marts 2012
Jeg
vil gerne tilegne mine ord til mindet om femårige Milad, nevø af Wael
Salame, som er medstifter af Combatants
for Peace-bevægelsen. Milad omkom i en brændende bus i krydset ved
Adam-bosættelsen (Østjerusalem, red.). Indbyggerne i bosættelsen
undlod at yde førstehjælp, og de nægtede at sende ambulancer. Ingen
har stillet dem til ansvar for det. Ingen har fordømt dem og ingen har
arresteret dem. Jordtyvenes ligegyldighed over for småbørn, som brændte
ihjel foran deres hovedindgang, var ingen tophistorie i nogen avis eller
nyhedsudsendelse. Årsagen er, at israeleres racistiske opførsel ikke
er en “nyhed”. Den har snarere været normen i tres år eller mere.
Israels børn er opdraget til det. Vi er alle opdraget til det – i
skolen, derhjemme, i ungdomsbevægelserne, inden for litteratur og
teater, kunst og musik.
De
mere end tyve racistiske love, som blev vedtaget sidste år nærmest
uden anden modstand end ofrenes, ramte os ikke som lyn fra en klar
himmel. Disse love er det mest hjerteløse udtryk for normer, som har været
fremherskende her i landet i snart fire generationer. Allerede i 1948
fordømte digteren Natan Alterman den hebraiske offentligheds apati over
for ”’delikate hændelser’, hvis sande navn jo er mord”. Det nuværende
Knesset afslørede blot statens sande ansigt, da det igen og igen erklærede,
at det nu var slut med at forstille sig.
Specielle
landkort
I
årtier har det zionistiske projekt til kolonisering og judaisering af
jorden krævet, at palæstinenserne blev fjernet derfra på den ene
eller den anden måde, enten med loven eller sværdet, og der er ikke længere
brug for at camouflere disse ultimative mål og pakke dem ind I fine ord
om demokrati eller sikkerhed eller historisk ret. Vi er alle sammen
mobiliseret bevidst eller ubevidst til at bakke op om landets
judaisering, og vi har alle sammen memoreret – siden vi lærte at
memorere – den absolutte nødvendighed af en jødisk stat med et jødisk
flertal i Israels Land. Og Israels Land omfatter, som vi alle ved,
staten Israel, de palæstinensiske territorier og en del mere. Der
findes ikke et kort i Israel med overskriften “Staten Israel”. Alle
kort bærer betegnelsen “Israels Land”.
I
efterhånden tre-fire generationer har israelske børn lært fra kort
der viser de palæstinensiske territorier som en del af Israels Land, de
er blottet for farve, tømt for institutioner og tømt for mennesker; et
urgammelt område, som venter på og længes efter at blive koloniseret
af jøder – eller i det mindste af ikke-arabere. Generationer af
israelske børn har lært, at deres naboer –
de være sig palæstinensere med israelsk statsborgerskab eller indvånere
berøvet menneskerettigheder i staten Israel –
ikke er andet end et farligt demografisk problem og en sikkerhedstrussel.
I
mellemtiden er de selvsamme børn vokset op, deres sans for sandhed,
retfærdighed og menneskelig samhørighed er blevet sløvet af racistisk
opdragelse, og de har udviklet sig til politikere og generaler, som åbent
og med de almægtige herremænds arrogance udtaler det, som engang var
omgæret af hykleri, nemlig at bagsiden af judaiseringsprojektet er
afskaffelsen af det palæstinensiske folk, enten med gummikugler eller
med kugler uden gummi, med bomber eller med love. Eller som
grundprincippet i den jødiske kibbutzbevægelse lyder: Ethvert medlem
af fællesskabet har pligt til efter evne at bidrage til det zionistiske
projekt afhængigt af situationen. I de senere år har
judaiseringsprojektet taget et hidtil uset omfang, mest på grund af den
utilslørede støtte fra USA og de rige lande i Europa.
Russell-tribunalet
om Palæstina
I
2009 blev Russell-tribunalet om Palæstina nedsat med det formål at få
landene i Europa til at opgive deres kriminelle makkerskab med besættelsesmagten
og derigennem måske afværge en tredje verdenskrig. I oktober 2011
afgjorde Tribunalet – som symbolsk var forsamlet i Cape Town - at
Israel har udviklet et institutionaliseret regime af dominans, svarende
til apartheid som defineret af Folkeretten. Israel diskriminerer mod og
eliminerer en hel nation på grundlag af race på en systematisk og
institutionaliseret måde, og derfor bør alt samarbejde med Israel ophøre.
Den
folkeretlige definition på apartheid er en tilstand, hvor tre
komponenter er til stede: 1) To separate racegrupper kan identificeres,
2) der er begået “umenneskelige
handlinger”
af den herskende gruppe mod den undergivne gruppe, og 3) de
umenneskelige handlinger er begået systematisk med en
institutionaliseret administration, hvori den ene gruppe beherskes af
den anden.
Tribunalet
hørte vidneforklaringer om forhold, som udgør “umenneskelige
handlinger” begået af de israelske myndigheder mod det palæstinensiske
folk. Handlingerne omfatter:
•
Kontrol over palæstinensernes tilværelse med militære midler.
•
Vilkårlige fængslinger og forlængede ulovlige administrative
tilbageholdelser.
•
Brud på menneskerettigheder, som hindrer palæstinensernes ret til at
deltage i det
politiske. økonomiske, sociale og kulturelle liv.
•
De palæstinensiske flygtninge afskæres fra at vende hjem, og Israels
love gør det muligt
at konfiskere deres ejendom og nægte dem deres menneskerettigheder.
•
Palæstinensernes borgerrettigheder og politiske rettigheder afvises
eller indskrænkes
vilkårligt.
•
Siden 1948 har Israel praktiseret besættelse og kolonisering som
politisk linje med
deraf følgende ekspropriation af palæstinensisk jord.
•
Belejringen og blokaden af Gaza-striben som kollektiv afstraffelse af
civilbefolkningen
i området.
•
Angrebene på civile i form af storstilede militære operationer.
•
Ødelæggelsen af almindelige menneskers hjem uden nogen sikkerhedsmæssig
rimelighed.
•
Den alvorlige skade, som separationsmuren på Vestbredden, herunder Østjerusalem,
påfører civilbefolkningen.
•
Den med magt gennemførte rydning og nedrivning af boliger i
ikke-anerkendte
beduinlandsbyer i Negev.
•
Fortsat udøvelse af tortur og mishandling af palæstinensiske fanger i
israelske fængsler.
•
Forskellige former for grusom, umenneskelig og nedværdigende
behandling, herunder restriktioner på at bevæge sig rundt, hvormed
israelske soldater ydmyger palæstinenserne og tvinger palæstinensiske
kvinder til at nedkomme ved kontrolposter samt ødelæggelse af boliger
som en form for umenneskelig og nedværdigende behandling, der har svære
psykologiske følger for mænd, kvinder og børn.
•
Hele det israelske retssystem skaber en enorm kløft mellem israelske jøder
og palæstinensiske arabere, hvor lovgivningen typisk er indrettet til
fordel for de israelske jøder og fastholder de palæstinensiske arabere
i en tilstand af mindreværd.
Vi
må lære at sige fra
Alt
det, som her er listet op, defineres af tribunalet som forbrydelser mod
menneskeheden. Tribunalet fandt desuden, at til forskel fra den utilslørede
lovgivning som blev praktiseret i Sydafrika, kendetegnes israelsk jura
ved, at mange af staten Israels love, militærforordninger og
reguleringer er tvetydige og uklare. Men vi ved, at samtlige staten
Israels love og reguleringer, de være sig flertydige eller entydige, er
beregnet på at ændre dette steds udseende fra et smukt og frodigt
Mellemøstland med grønne bakker, granatæbler og oliven til en monstrøs
samling af byggerier udført efter påstået vestligt forbillede med
huse i beboernes smag, grim og brutal, og hvis eneste formål er at lade
alle bakkerne som har modstået tidens prøvelser, plastre til med
asfalt, stål og beton. Den eneste måde at bekæmpe denne tendens på
er ved lodret afvisning af den demokratiske jødiske stats racistiske
love, og især ved at indskærpe vores børn deres demokratiske ret til
at sige nej til ondskab, nej til uvidenhed, nej til apartheid, nej til værnepligt
i besættelsesstyrkerne og nej til medvirken i etnisk udrensning.
Vi
må afvise selve udtrykket “en jødisk og demokratisk stat”. Især må
vi fjerne bindeordet “og”, som her ikke er et bindeord mellem
sideordnede led, men mellem prioriterede tillægsord – altså først jødisk
og derefter demokratisk –
eller det er et betinget ”og”, hvor staten skal være fuldkommen jødisk,
før den kan blive demokratisk.
Vi
må ikke blive som bosætterne
I
mellemtiden lever vi i en stat, som intet har at gøre med demokrati. Os
der ikke er vokset op med demokrati og som ingen har lært om
demokratiets værdier, som er opdraget til at mene, at udbytning,
plyndring, løgn, diskrimination og nedslagtning er demokratiets væsen,
vi må og skal indrømme åbent, at vi lever i og altid har levet i en
apartheidstat, som er til fare for os alle. En stat, som opdrager sine
drenge og piger til ubegrænset vold og til ligegyldighed over for
lidelserne hos børn, der er fanget i en brændende bus. Hvis vi ikke gør
det, bliver vi ligesom bosætterne fra Adam, vi bliver selv dem som
skubber en kvæstet Omar Abu Jariban ud i vejkanten og efterlader ham
til at dø af tørst, og vi undgår ikke at havne i kategorien af
krigsforbrydere.
Hvis
vi ikke løfter oprørets fane i dag, vil folk som os om føje år –
hvis vi da stadig ligner os selv – blive drevet sammen i
interneringslejre og fængsler. Ytringsfriheden, som allerede nu er beskåret
i faretruende grad, vil blive helt afskaffet, eller med Sami Chetrits
ord: digteren vil ikke mere skrive vers, han vil ikke mere synge, han
vil ikke en gang pippe.
Til
slut en
anekdote.
Da
ærkebiskop Desmond Tutu besteg talerstolen for at byde
Russell-tribunalet velkommen til Cape Town, meddelte formanden Pierre
Galand, at det ifølge tribunalets forretningsorden ikke var tilladt
at klappe. Tutu henvendte sig så til forsamlingen med et glimt i øjet
og bad om, at man gjorde en undtagelse og applauderede tribunalets æresformand
Stéphane Hessel: ”Det er fordi vi ikke adlød den slags love, at
sydafrikanerne nåede så langt som de gjorde. Lad os håbe, at også
vi kan nå så langt”.
Nurit
Peled-Elhanan er lektor i sprogvidenskab ved det Hebraiske Universitet i
Vestjerusalem. I 1997 mistede hun sin 13-årige datter ved et
selvmordsbombeangreb i Jerusalem. Lige siden har hun været en skarp
kritiker af Israels ulovlige besættelse af Vestbredden og Gaza, og hun
er dybt engageret i den israelske fredsbevægelse. Se også Wikipedia.org
Nurit
Peled-Elhanan holdt sin tale i Beit Omar den 10. marts 2012. Den er
bragt i flere medier,
bl.a. Occupation
Magazine
Oversat
fra engelsk af Anne Lund. Manchet og mellemrubrikker er indsat af HRM
|