hrm.info@gmail.com

Hvem er vi

Kontakt os

 

Arbejdsgrupper

   Vedtægter

 

 Human Rights March
Kvinder i Dialog 
Palæstina - Israel - Danmark


Søg:

Opdateret 09.07.2017

Forside

Seneste nyt

- Nyhedsbrev april 2017
-
2017 Øjenvidneberetning
- Foredragskatalog
-
Filmkatalog
-
Årsberetning 2016

Informationsmateriale
-
Foldere
- Filmkatalog
- Foredragskatalog

Russell-tribunalet
 - Ekstraordinært    tribunal   2014
-
Arbejdet fortsætter 
- Bruxelles 2013
- New York 2012
- Sydafrika 2011
- London 2010
- Barcelona 2009
- Baggrund

Gaza
-
2014 EU-valget og Israel
-
Hæv blokaden - tænd et lys 28. febr. 2014 
- Glem ikke Gaza
- 34 spørgsmål og svar
- Tænd et lys for Gaza

Politiske fanger
- generelt om fangerne
- Addameer-rapport 2013
- Sultestrejke og   ulydighedskampagne
- WOFPP´s nyhedsbreve
 
Børn
-
2017 Øjenvidneberetning
- 2015 Vil du nedbryde..
- 2014 Rettigheder
-
2013Folkemøde Bornholm 
- 60 israelske eksperter   advarer nov. 2010
- Fangeudveksling okt. 2011
- Drengene fra Azun
- Natlig registrering
- FN-anbefalinger, 2010
- Palæstinas børn har også ret til et liv

Anerkend Palæstina
-
50 års besættelse
- Brev til Israels   ambassade 2016
- Optagelse i FN
- Kort over Palæstina

Andet
- militærnægtere
- Freedom Theatre i Jenin
- Al-Nakba
- Brev til ambassaden

Nyttige link
- Palæstina
- Israel
- Palæstina - Israel
- Danmark
- internationalt
- ambassader

Arkiv
- årsmøder/beretninger
- afholdte møder
- Københavnertribunalet 2008
- andre arrangementer

 webmaster: Ruth Jensen

gixmo.dk

Civil ulydighed og Russell-tribunalet  

Israelsk jura kendetegnes ved, at mange af statens love, militærforordninger og reguleringer er flertydige og uklare. Sidste år har Knesset imidlertid vedtaget over 20 love, som er klart racistiske.

Af Nurit Peled-Elhanan - marts 2012

Jeg vil gerne tilegne mine ord til mindet om femårige Milad, nevø af Wael Salame, som er medstifter af Combatants for Peace-bevægelsen. Milad omkom i en brændende bus i krydset ved Adam-bosættelsen (Østjerusalem, red.). Indbyggerne i bosættelsen undlod at yde førstehjælp, og de nægtede at sende ambulancer. Ingen har stillet dem til ansvar for det. Ingen har fordømt dem og ingen har arresteret dem. Jordtyvenes ligegyldighed over for småbørn, som brændte ihjel foran deres hovedindgang, var ingen tophistorie i nogen avis eller nyhedsudsendelse. Årsagen er, at israeleres racistiske opførsel ikke er en “nyhed”. Den har snarere været normen i tres år eller mere. Israels børn er opdraget til det. Vi er alle opdraget til det – i skolen, derhjemme, i ungdomsbevægelserne, inden for litteratur og teater, kunst og musik.

De mere end tyve racistiske love, som blev vedtaget sidste år nærmest uden anden modstand end ofrenes, ramte os ikke som lyn fra en klar himmel. Disse love er det mest hjerteløse udtryk for normer, som har været fremherskende her i landet i snart fire generationer. Allerede i 1948 fordømte digteren Natan Alterman den hebraiske offentligheds apati over for ”’delikate hændelser’, hvis sande navn jo er mord”. Det nuværende Knesset afslørede blot statens sande ansigt, da det igen og igen erklærede, at det nu var slut med at forstille sig.

Specielle landkort

I årtier har det zionistiske projekt til kolonisering og judaisering af jorden krævet, at palæstinenserne blev fjernet derfra på den ene eller den anden måde, enten med loven eller sværdet, og der er ikke længere brug for at camouflere disse ultimative mål og pakke dem ind I fine ord om demokrati eller sikkerhed eller historisk ret. Vi er alle sammen mobiliseret bevidst eller ubevidst til at bakke op om landets judaisering, og vi har alle sammen memoreret – siden vi lærte at memorere – den absolutte nødvendighed af en jødisk stat med et jødisk flertal i Israels Land. Og Israels Land omfatter, som vi alle ved, staten Israel, de palæstinen­siske territorier og en del mere. Der findes ikke et kort i Israel med overskriften “Staten Israel”. Alle kort bærer betegnelsen “Israels Land”.

 

I efterhånden tre-fire generationer har israelske børn lært fra kort der viser de palæstinensiske territorier som en del af Israels Land, de er blottet for farve, tømt for institutioner og tømt for mennesker; et urgammelt område, som venter på og længes efter at blive koloniseret af jøder – eller i det mindste af ikke-arabere. Generationer af israelske børn har lært, at deres naboer de være sig palæstinensere med israelsk statsborgerskab eller indvånere berøvet menneske­rettigheder i staten Israel ikke er andet end et farligt demografisk problem og en sikkerheds­trussel.

 

I mellemtiden er de selvsamme børn vokset op, deres sans for sandhed, retfærdighed og menneskelig samhørighed er blevet sløvet af racistisk opdragelse, og de har udviklet sig til politikere og generaler, som åbent og med de almægtige herremænds arrogance udtaler det, som engang var omgæret af hykleri, nemlig at bagsiden af judaiseringsprojektet er afskaffelsen af det palæstinensiske folk, enten med gummikugler eller med kugler uden gummi, med bomber eller med love. Eller som grundprincippet i den jødiske kibbutzbevægelse lyder: Ethvert medlem af fællesskabet har pligt til efter evne at bidrage til det zionistiske projekt afhængigt af situationen. I de senere år har judaiseringsprojektet taget et hidtil uset omfang, mest på grund af den utilslørede støtte fra USA og de rige lande i Europa.

Russell-tribunalet om Palæstina

I 2009 blev Russell-tribunalet om Palæstina nedsat med det formål at få landene i Europa til at opgive deres kriminelle makkerskab med besættelsesmagten og derigennem måske afværge en tredje verdenskrig. I oktober 2011 afgjorde Tribunalet – som symbolsk var forsamlet i Cape Town - at Israel har udviklet et institutionaliseret regime af dominans, svarende til apartheid som defineret af Folkeretten. Israel diskriminerer mod og eliminerer en hel nation på grundlag af race på en systematisk og institutionaliseret måde, og derfor bør alt samarbejde med Israel ophøre.

Den folkeretlige definition på apartheid er en tilstand, hvor tre komponenter er til stede: 1) To separate racegrupper kan identificeres, 2) der er begået umenneskelige handlinger af den herskende gruppe mod den undergivne gruppe, og 3) de umenneskelige handlinger er begået systematisk med en institutionaliseret administration, hvori den ene gruppe beherskes af den anden.

Tribunalet hørte vidneforklaringer om forhold, som udgør “umenneskelige handlinger” begået af de israelske myndigheder mod det palæstinensiske folk. Handlingerne omfatter:

Kontrol over palæstinensernes tilværelse med militære midler.

Vilkårlige fængslinger og forlængede ulovlige administrative tilbageholdelser.

Brud på menneskerettigheder, som hindrer palæstinensernes ret til at deltage i det
politiske. økonomiske, sociale og kulturelle liv.

De palæstinensiske flygtninge afskæres fra at vende hjem, og Israels love gør det muligt
at konfiskere deres ejendom og nægte dem deres menneskerettigheder.

Palæstinensernes borgerrettigheder og politiske rettigheder afvises eller indskrænkes
vilkårligt.

Siden 1948 har Israel praktiseret besættelse og kolonisering som politisk linje med
deraf følgende ekspropriation af palæstinensisk jord.

Belejringen og blokaden af Gaza-striben som kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen
i området.

Angrebene på civile i form af storstilede militære operationer.

Ødelæggelsen af almindelige menneskers hjem uden nogen sikkerhedsmæssig rimelighed.

Den alvorlige skade, som separationsmuren på Vestbredden, herunder Østjerusalem,
påfører civilbefolkningen.

Den med magt gennemførte rydning og nedrivning af boliger i ikke-anerkendte
beduinlandsbyer i Negev.

Fortsat udøvelse af tortur og mishandling af palæstinensiske fanger i israelske fængsler.

Forskellige former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, herunder restriktioner på at bevæge sig rundt, hvormed israelske soldater ydmyger palæstinenserne og tvinger palæstinensiske kvinder til at nedkomme ved kontrolposter samt ødelæggelse af boliger som en form for umenneskelig og nedværdigende behandling, der har svære psykologiske følger for mænd, kvinder og børn.

Hele det israelske retssystem skaber en enorm kløft mellem israelske jøder og palæstinensiske arabere, hvor lovgivningen typisk er indrettet til fordel for de israelske jøder og fastholder de palæstinensiske arabere i en tilstand af mindreværd.

 

Vi må lære at sige fra

Alt det, som her er listet op, defineres af tribunalet som forbrydelser mod menneskeheden. Tribunalet fandt desuden, at til forskel fra den utilslørede lovgivning som blev praktiseret i Sydafrika, kendetegnes israelsk jura ved, at mange af staten Israels love, militærforordninger og reguleringer er tvetydige og uklare. Men vi ved, at samtlige staten Israels love og reguleringer, de være sig flertydige eller entydige, er beregnet på at ændre dette steds udseende fra et smukt og frodigt Mellemøstland med grønne bakker, granatæbler og oliven til en monstrøs samling af byggerier udført efter påstået vestligt forbillede med huse i beboernes smag, grim og brutal, og hvis eneste formål er at lade alle bakkerne som har modstået tidens prøvelser, plastre til med asfalt, stål og beton. Den eneste måde at bekæmpe denne tendens på er ved lodret afvisning af den demokratiske jødiske stats racistiske love, og især ved at indskærpe vores børn deres demokratiske ret til at sige nej til ondskab, nej til uvidenhed, nej til apartheid, nej til værnepligt i besættelsesstyrkerne og nej til medvirken i etnisk udrensning.

 

Vi må afvise selve udtrykket “en jødisk og demokratisk stat”. Især må vi fjerne bindeordet “og”, som her ikke er et bindeord mellem sideordnede led, men mellem prioriterede tillægsord – altså først jødisk og derefter demokratisk eller det er et betinget ”og”, hvor staten skal være fuldkommen jødisk, før den kan blive demokratisk.

 

Vi må ikke blive som bosætterne

I mellemtiden lever vi i en stat, som intet har at gøre med demokrati. Os der ikke er vokset op med demokrati og som ingen har lært om demokratiets værdier, som er opdraget til at mene, at udbytning, plyndring, løgn, diskrimination og nedslagtning er demokratiets væsen, vi må og skal indrømme åbent, at vi lever i og altid har levet i en apartheidstat, som er til fare for os alle. En stat, som opdrager sine drenge og piger til ubegrænset vold og til ligegyldighed over for lidelserne hos børn, der er fanget i en brændende bus. Hvis vi ikke gør det, bliver vi ligesom bosætterne fra Adam, vi bliver selv dem som skubber en kvæstet Omar Abu Jariban ud i vejkanten og efterlader ham til at dø af tørst, og vi undgår ikke at havne i kategorien af krigsforbrydere.

 

Hvis vi ikke løfter oprørets fane i dag, vil folk som os om føje år – hvis vi da stadig ligner os selv – blive drevet sammen i interneringslejre og fængsler. Ytringsfriheden, som allerede nu er beskåret i faretruende grad, vil blive helt afskaffet, eller med Sami Chetrits ord: digteren vil ikke mere skrive vers, han vil ikke mere synge, han vil ikke en gang pippe.

 

Til slut en anekdote. Da ærkebiskop Desmond Tutu besteg talerstolen for at byde Russell-tribunalet velkommen til Cape Town, meddelte formanden Pierre Galand, at det ifølge tribunalets forretnings­orden ikke var tilladt at klappe. Tutu henvendte sig så til forsamlingen med et glimt i øjet og bad om, at man gjorde en undtagelse og applauderede tribunalets æresformand Stéphane Hessel: ”Det er fordi vi ikke adlød den slags love, at sydafrikanerne nåede så langt som de gjorde. Lad os håbe, at også vi kan nå så langt”.

 

Nurit Peled-Elhanan er lektor i sprogvidenskab ved det Hebraiske Universitet i Vestjerusalem. I 1997 mistede hun sin 13-årige datter ved et selvmordsbombeangreb i Jerusalem. Lige siden har hun været en skarp kritiker af Israels ulovlige besættelse af Vestbredden og Gaza, og hun er dybt engageret i den israelske fredsbevægelse. Se også Wikipedia.org

Nurit Peled-Elhanan holdt sin tale i Beit Omar den 10. marts 2012. Den er bragt i flere medier,
bl.a.
Occupation Magazine

Oversat fra engelsk af Anne Lund. Manchet og mellemrubrikker er indsat af HRM