18. feb 2008 kl. 10:22 Politikken

Når man fængsler et folk

En tredjedel af palæstinensernes mandlige befolkning har på et tidspunkt været i israelsk fængsel.

Af BIRGITTE RAHBEK, BJØRN ELMQUIST, BIRGIT LINDSNÆS, BENTE RICH, ELNA SØNDERGåRD, BENT SØRENSEN

Fakta

Birgitte Rahbek er kultursociolog og forfatter. Bjørn Elmquist er advokat og formand for Dansk Retspolitisk Forening. Birgit Lindsnæs er direktør v. Institut for Menneskerettigheder. Bente Rich er børne- og ungdomspsykiater. Elna Søndergård er cand.jur. og folkeretsekspert v. Det Amerikanske Universitet i Kairo. Bent Sørensen er professor, dr.med. IRCT, tidl. medlem af FN’s Tortur Komité

Når man fængsler en person, fængsler man en familie, men når over en tredjedel af en nations mandlige befolkning på et eller andet tidspunkt har været i fængsel, er der tale om at fængsle et helt folk.

Det er situationen for palæstinenserne i de besatte områder, og det var temaet for et nyligt afholdt tribunal i København, arrangeret af Human Rights March, FN-forbundet og Mandela Center, hvor man havde valgt at fokusere på den svageste fangegruppe, nemlig kvinder og børn.

Der sidder for øjeblikket 116 kvinder og 380 børn i israelske fængsler, og siden besættelsens begyndelse i 1967 har over 650.000 palæstinensere på et eller andet tidspunkt været fængslet, og endnu flere har været anholdt – og det ud af en befolkning på knap 4 millioner.

På et hvilket som helst givet tidspunkt (med undtagelse af nogle få år i slutningen af 1990’erne) sidder der mellem 10.000 og 11.400 palæstinensere i israelske fængsler, og hver gang der er fredsforhandlinger, tales der om fangeudvekslinger, som regel i målestokken én israelsk fange mod flere hundrede eller tusinde palæstinensere.

I halvandet år har den ene israelske fange været Gilad Shalit, en ung mand, der har betalt en høj pris for israelske og palæstinensiske lederes tingen om prisen.

Palæstinenserne har kun ham, hvorimod israelerne i forbindelse med fangeudvekslinger har mange at tage af. Israel plejer at frigive indsatte, som enten står umiddelbart foran deres frigivelse, eller som aldrig er blevet dømt, endsige sigtet for noget.

Umiddelbart efter en sådan fangeudveksling er der ydermere en tendens til, at israelerne fylder kvoten op igen, men først efter at have høstet anerkendelse for deres imødekommende gestus ved fangeløsladelsen.

Spørgsmålene, som tribunalet i København skulle tage stilling til, var:

1) Overholder de israelske myndigheder deres forpligtelser som besættelsesmagt over for palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab?

2) Udsættes palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab for en behandling, som bryder med internationale konventioner og FN’s torturkonvention?

3) Overholder Israel FN’s konvention om børns rettigheder, når det drejer sig om fængslede palæstinensiske børn.

Svarene lyder i sin korte forudsigelighed: nej, ja, nej.

Hvordan krænker Israel de internationale regler som fængslende besættelsesmagt?

Af alle palæstinensiske fanger i israelsk varetægt befinder 99 procent sig i Israel, og alene det er en overtrædelse af 4. Genèvekonventions artikel 49, hvor det hedder: »Tvungen overførelse af enkeltpersoner eller tvungne masseoverførelser såvel som deportation af beskyttede personer fra et besat område til besættelsesmagtens eller et andet besat eller ubesat lands område forbydes uden hensyn til begrundelsen herfor«.

Problemet med at blive tilbageholdt og fængslet i Israel er, bortset fra den formelle overtrædelse, at retsmøderne foregår på hebraisk, et sprog, som de færreste palæstinensere i de besatte områder forstår.

Ofte forelægges den anholdte en skrivelse på hebraisk, som han eller hun bedes underskrive uden at kende indholdet. Når der ved retsmøder anvendes tolk, er tolkningen ifølge flere udsagn mangelfuld.

Ved anholdelser bliver grunden til tilbageholdelsen ofte ikke oplyst. Et af de kvindelige vidner, en læge, var tilbageholdt i 13 måneder uden nogensinde at blive oplyst om, hvad hun blev beskyldt for.

Militærfolkene prøvede – forgæves – at få hende til at arbejde for sig som meddeler.

Alle domstolene er militære domstole, og dommerne er ansat i og af militæret og har ofte ikke en uddannelse, der ville kvalificere dem til at fungere som dommere ved en civil domstol.

Deres tilhørsforhold til militæret rejser spørgsmål om uvildigheden. Anklagerne er ligeledes militærpersoner.

De advokater, der aflagde vidnesbyrd for tribunalet, forklarede, at ved fristmøder, dvs. retsmøder, hvor der tages stilling til en fortsat tilbageholdelse, blev den tiltalte og dennes forsvarer sendt uden for retslokalet, mens retsmødet fortsatte med deltagelse alene af dommer og anklager.

Vidner beskrev retsmøderne som yderst summariske, og ifølge en rapport udarbejdet af den israelske menneskerettighedsorganisation Yesh Din varede et retsforhør i forbindelse med administrativ frihedsberøvelse i gennemsnit tre til fire minutter.

Mange af de indsatte sidder som administrativt frihedsberøvede, dvs. at de ikke har fået oplyst, hvad de anklages for, og at de ikke har haft en retsbehandling med forsvarer og vidneføring.

I de tilfælde, hvor det drejer sig om administrativ frihedsberøvelse, er sagsakterne hemmelige for både den tilbageholdte og forsvareren.

Ofte råder forsvareren sin klient til at gå med til en studehandel, en plea bargain, for at komme ud. Alternativet kan ofte være, at sagen og fristforlængelserne trækker i langdrag, og så hellere indrømme et eller andet, der giver en mindre straf.

I 2006 blev 9.123 sager afsluttet ved de militære domstole. Kun i 1,42 procent af sagerne skete det efter en egentlig domsforhandling, dvs. med bevisførelse, herunder afhøring af vidner, resten ved studehandler.

Vidner påpegede, at plea bargain er endnu mere betænkeligt i relation til børn, da de i større udstrækning end voksne er tilbøjelige til at tilstå noget, som de ikke har begået.

Israel eksproprierer palæstinensisk jord og ejendom under påberåbelse af statens sikkerhed, og på samme måde kan den israelske besættelsesmagt tilbageholde enhver, under påskud af at vedkommende udgør en fare for staten Israels sikkerhed.

Og i sikkerhedens navn har Israel udstedt en række militærforordninger, som også tages i anvendelse, det gælder f.eks. den militære forordning 938, som betragter det som en fjendtlig handling »at støtte en fjendtlig organisation ved at holde et flag eller lytte til en nationalistisk sang«.

På denne måde er det muligt at sætte rigtig mange i fængsel, herunder også et halvt hundrede folkevalgte parlamentsmedlemmer fra Hamas, hvis eneste forbrydelse er at have stillet op – og blive valgt – til det valg, som Vesten insisterede på skulle afholdes.

Flere vidner fortalte tribunalet om vilkårlighed i forhold til forlængelse af frihedsberøvelsen, som ofte bliver forlænget, når de indsatte tror, de skal løslades.

Ved i lang tid at blive holdt i uvidenhed om mistankegrundlaget mv. oplever de uforudsigelighed, der i sig selv er psykisk nedbrydende.

Flere af vidnerne fortalte om voldsom og pludselig indtrængen i deres hjem – altid uden forklaring på, hvad de blev beskyldt for.

På sin vej igennem systemet – fra transporten fra hjemmet til fængslet eller arresten og videre til forhør og til selve fængselsopholdet – vil den anholdte med stor sandsynlighed blive udsat for en ydmygende behandling, der ikke sjældent falder ind under FN’s torturkonvention.

Foruden slag og ophængning anvendes ’shaking’, hvor den tilbageholdte bliver rystet på en måde, så hovedet farer frem og tilbage.

Allerede efter ganske få minutter risikerer offeret at gå i koma eller i enkelte tilfælde at dø. Under alle omstændigheder er der stor risiko for varige hjerneskader, fordi rystelserne forårsager blødninger i hjernen.

Et andet problem, som bl.a. blev fremhævet af tribunalets israelske vidne fra den israelske afdeling af Læger for Menneskerettigheder, er, at de palæstinensiske fanger er næsten totalt isoleret fra omverdenen; de må – i modsætning til israelske kriminelle fanger – ikke ringe hjem eller til hjælpeorganisationer.

Den unge Mahdi, der som 17-årig sad syv måneder i fængsel, havde kun én telefonsamtale med sine forældre i den tid via en indsmuglet telefon hos en af de andre fanger.

Hans forældre kunne – af sikkerhedsgrunde – heller ikke få lov til at besøge ham, kun hans mindreårige søskende. Der er også en begrænsning på, hvor mange breve indsatte må sende og modtage.

Alle fanger lever ifølge samme vidne og andre vidner under barske fængselsforhold: dårlige celler med fugt og mangel på ventilation, vold fra fængselspersonalets og undertiden medfangers side; dertil kommer den psykiske belastning pga. trusler imod den indsatte og familien og den overordnede usikkerhed om fremtiden.

Der er ingen hjælp at hente til de psykiske lidelser, men også de somatiske kan det være svært at få behandlet. Et særligt problem er her, at alle læger er ansat af fængselsvæsenet og ministeriet for offentlig sikkerhed, de er alle hebraisktalende israelere og udviser ifølge det israelske vidne fjendtlighed over for fangerne.

Undertiden har læger også medvirket i forhør for at sige, hvor meget det pågældende offer vil kunne tåle af fysisk pres.

Der er ofte en flydende grænse mellem, hvad der i FN’s konventioner kaldes grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og så tortur.

Men der er næppe tvivl om, at både den, der udsættes for det, og den, der begår det, ved, hvad det drejer sig om.

I Stig Dalagers film ’Mørke og forsoning’ er der en scene med en midaldrende palæstinensisk mand, der sad i sin have – væk fra familien, som ikke måtte høre, hvad han havde været udsat for – og fortalte, at på et tidspunkt under torturen standsede den israelske bøddel op og sagde til ham: »Hvad glor du på?«.

Palæstinenseren svarede (efter hukommelsen): »Jeg spekulerer bare på, hvordan du har det, når du kommer hjem til din kone og dine børn«. Det fik israeleren til at gå amok, for han var blevet revet ud af sin bøddelrolle og blevet mindet om mennesket indeni, og det var ubærligt.

Tortur kan naturligvis kun foregå, hvis bødlen dæmoniserer ofret, og tortur kan naturligvis også kun foregå, hvis det er tilladt.

På tribunalet oplevede og hørte vi om kvinder, der var dybt mærkede efter et fængselsophold, der havde berøvet dem enhver tro på retsstaten.

Og vi så den unge mand, der tilsyneladende havde et psykisk og intellektuelt overskud til at kunne se tilbage på det hele med stor undren: Han fattede ikke, hvorfor Israel gjorde det, for det eneste, der kom ud af at sætte folk i fængsel, var, at de blev stærkere og mere målbevidste i deres modstand mod besættelsen.

Alle var de blevet opfordret til at blive meddelere for den israelske sikkerhedstjeneste.

Den unge Suad sagde i sit videoindlæg, at det palæstinensiske samfund er så stærkt, at det står sammen og støtter fangerne.

Det er en sandhed med modifikationer, for det er i en vis grad lykkedes for besættelsesmagten at skaffe sig et stort antal meddelere og derigennem at skabe stor utryghed og mistillid, ikke alene til besættelsen, men også til hinanden.

Hvor langt ud denne mistillid kan føre, ses i de mange blodige sammenstød mellem de forskellige palæstinensiske politiske og militære grupperinger. Del og hersk-politikken er aldrig gået af mode.

De mange fængslinger og mishandlinger forårsager traumer både for de palæstinensere, der kommer direkte i kontakt med de militære fængsler, og for dem, der påvirkes af deres usikkerhed og måske uvidenhed om deres kæres skæbne.

Hertil skal føjes det traumatiske dagligliv under besættelse, hvad enten det er i det lukkede fængsel i Gaza eller det mere åbne på Vestbredden.

»Hele det palæstinensiske folk har brug for terapi«, fortalte lederen af en kvindeorganisation i Ramallah sidste år. Men der er ikke megen terapeutisk hjælp at hente, og i det kollektive traume kan der være en tendens til, at der ikke bliver plads til at bearbejde det individuelle traume, og det til trods for at den enkeltes smerte ikke bliver mindre af, at der er tusinder af andre i samme situation i fængslet, eller af, at alle kender nogen, der har mistet et barn eller en anden nærtstående.

Så midt i menneskemylderet er der mange mennesker, der inderst inde er meget ensomme i deres sorg.

Det er i dette kollektivt påførte traume og den deraf afledte vrede og desperation, at truslen mod Israels sikkerhed ligger, og det kan landet kun beskytte sig imod ad politisk og humanitær vej.

Det overordnede formål med at lade hele det palæstinensiske samfund være påvirket af fængslingerne er, som Rifat Odeh Kassis fra Kirkernes Verdensråd og Det Internationale Børneråd sagde på tribunalet: kontrol, og ikke, som den israelske stat påstår: sikkerhed.

Kontrol for at demoralisere og true det palæstinensiske folk, så det vil acceptere den besættelse, som der ingen planer er om at afslutte.

Besættelsesmagten sender ifølge Kassis et dobbeltsignal til palæstinenserne: 1) modstand er ikke alene nyttesløs, men medfører tillige en alvorlig straf og 2) Vi palæstinensere er ubeskyttede og intet værd.

Hvis sameksistens i en eller to stater ikke skal forblive en utopi i en fortsat blodig virkelighed, kunne Danmark og det internationale samfund med fordel begynde med at lægge pres på Israel om at løslade eller give alle tilbageholdte palæstinensiske fanger en fair retssag.

Der bør endnu en gang stilles krav om et øjeblikkeligt og totalt ophør af brug af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, fysisk såvel som psykisk.

Internationale lægesammenslutninger bør tage afstand fra israelske lægers medvirken til disse ulovlige handlinger, og internationale juristsammenslutninger bør tage afstand fra deres israelske kollegers medvirken til parodier på en retssag.

Helt overordnet kræver det, at presse og politikere ophører med at behandle konflikten i Mellemøsten som en konflikt mellem to ligestillede parter, der begge har det samme ansvar for at løse konflikten.

Det drejer sig om en konflikt mellem en af verdens stærkeste atombevæbnede militærmagter, der har besat et land, på den ene side og på den anden side et folk, der hovedsagelig er bevæbnet med håndvåben og desperation.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Tribunalets arrangører mødte Folketingets Udenrigsudvalg.

Den 28. februar 2008 mødtes fem repræsentanter for Tribunalet om Israel og Folkeretten*) med Folketingets Udenrigsudvalg. Repræsentanterne havde lejlighed til at fortælle om tribunalet, om vidnernes beretninger og om panelets konklusioner. Rapporten Backyard Proceedings fra den israelske menneskerettighedsorganisation Yesh Din blev ligeledes forelagt for udvalget.

Delegationen bad Udenrigsudvalget om at arbejde for, at den danske regering og folketing vil

lægge pres på Israel om at løslade eller give alle tilbageholdte palæstinensere en fair retssag i overensstemmelse med den 4. Genevekonvention

lægge pres på Israel med et krav om øjeblikkeligt og totalt ophør af tortur og anden grusom og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf såvel fysisk som psykisk

arbejde for, at også palæstinensiske børn behandles i overensstemmelse med Konventionen om Barnets Rettigheder, og at kvinder i fangenskab sikres en særlig beskyttelse mod ethvert angreb på deres ære og blufærdighed

arrangere offentlige høringer, som yderligere kan belyse Israels politik over for palæstinensiske fanger i relation til Menneskerettighederne og international ret

arbejde for, at der gennem alle internationale organisationer, som Danmark har sæde i, fremføres krav til Israel om at overholde international ret i forhold til palæstinensiske fanger.

Bent Sørensen, prof. dr. med. repræsentant for panlet

Kirsten Grosen og Bodil Heinø fra Human Rights March

Kjeld Aakjær fra Mandela Center, Danmark

Anni Herfort fra FN-forbundet