|
Tribunal lørdag den 26. og søndag den 27. januar 2008 Israel og
Folkeretten Arrangører: Human Rights March, FN-forbundet og Mandela Center Et panel bestående af seks danske eksperter inden for forskellige juridiske og kulturelle områder gennemgik på grundlag af en række vidneudsagn følgende spørgsmål:
Under tribunalet blev der aflagt vidnesbyrd af palæstinensiske kvinder og børn samt advokater og internationale observatører, der arbejder med disse sager. I forbindelse med forberedelserne til tribunalet er der udfoldet store bestræbelser på at invitere en eller flere officielle israelske repræsentanter med det formål at redegøre for deres syn på det israelske retsgrundlag og de faktiske forhold i relation til tribunalets emner. Bl.a. blev der rettet flere henvendelser til den herværende israelske ambassade og ad forskellige kanaler direkte til de israelske myndigheder. Desværre uden resultat. Panelet beklager, at vi ikke har hørt de officielle israelske synspunkter. Ved tribunalets afslutning har panelet afgivet følgende svar på de tre spørgsmål: Ad 1) Overholder de israelske myndigheder deres forpligtelser som besættelsesmagt over for palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab? Lovgrundlaget er 4. Geneve konvention af 1949. Ifølge artikel 49, er det forbudt for en besættelsesmagt at foretage tvungen overførsel af enkeltpersoner eller tvungne masseoverførelser fra et besat område til en besættelsesmagt uden hensyn til begrundelsen herfor. Hertil kommer at ifølge artikel 76, skal personer mod hvem, der rejses tiltale for strafbare handlinger, tilbageholdes i det besatte land og, hvis de dømmes, afsone deres straf dér. Ifølge artikel 71 må domme kun afsiges af besættelsesmagtens kompetente domstol efter behørig rettergang (due proces). Personer, der sættes under tiltale af besættelsesmagten, skal omgående og på et sprog, som de forstår, have skriftlig meddelelse om anklager, der rejses mod dem, og skal hurtigt muligt stilles for en domstol. Ifølge artikel 72 har de ret til at fremkomme med de for deres forsvar nødvendige bevisligheder, herunder i særdeleshed at føre vidner. De har ret til bistand af en af dem selv valgt kvalificeret forsvarer, som frit skal kunne besøge dem, og som skal nyde de lettelser, der er nødvendige til forsvarets tilrettelæggelse. Ifølge artikel 27 skal kvinder sikres en særlig beskyttelse mod ethvert angreb på deres ære og enhver form for angreb på deres blufærdighed. Desuden har Israel som besættelsesmagt en forpligtelse til at overholde Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og universelle menneskerettighedskonventioner, som Israel har ratificeret. Kvinder har ret til en særlig beskyttelse, bl.a. under graviditet, fødsel og moderskab. Israel bestrider, at 4. Geneve konvention gælder for de besatte områder, men FN´s Sikkerhedsråd og det internationale samfund i øvrigt har fastslået, at det gør den. Den israelske højesteret har ved flere domme fastslået, at de humanitære bestemmelser i konventionen gælder i Israel. Fakta og vidner Ifølge FNs særlige rapportør for situationen for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder var der i 2007 over 10.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler. 99 % af de indsatte er placeret i Israel, dvs. udenfor de besatte områder. Heraf var 116 kvinder og 380 børn. Ifølge vidner har 40 % af den mandlige palæstinensiske befolkning indenfor de sidste 40 års besættelse været i fængsel én eller flere gange. Ifølge vidner behandles sager vedrørende palæstinensere fra de besatte områder af israelske militære domstole. Ved anholdelser bliver der ofte ikke oplyst om grunden til tilbageholdelse. Et af de kvindelige vidner var tilbageholdt i 13 måneder uden nogensinde at blive oplyst om hvad hun blev beskyldt for. Dommerne er militært ansatte, og det rejser således spørgsmål om uvildigheden. Anklagerne er ligeledes militærpersoner. Sproget i retsforhandlingerne er hebraisk, som sjældent forstås af tiltalte og ej heller altid af deres forsvarer. Der anvendes tolk, men vidnerne forklarede, at tolkningen var særdeles mangelfuld. I de tilfælde, hvor det drejer sig om administrativ frihedsberøvelse er sagsakterne hemmelige for både den tilbageholdte og forsvareren. I de tilfælde, hvor der rejses sigtelse, får forsvareren mulighed for selv at fotokopiere sagsakterne, der alle er på hebraisk. Hvis de skal oversættes, må de også selv bekoste oversættelsen. Vidner beskriver retsmøderne som yderst summariske. Ifølge en rapport udarbejdet af den israelske menneskerettighedsorganisation Yesh Din, varede et retsforhør i forbindelse med administrativ frihedsberøvelse i gennemsnit tre til fire minutter. De advokater, der aflagde vidnesbyrd for tribunalet, forklarede, at ved fristmøder blev den tiltalte og dennes forsvarer sendt uden for retslokalet, mens retsmødet forsatte med deltagelse alene af dommer og anklager. I 2006 blev 9.123 sager afsluttet ved de militære domstole. Kun i 1,42 % af sagerne skete det efter en egentlig domsforhandling, dvs. med bevisførelse, herunder afhøring af vidner. Resten afgjordes ved såkaldt plea bargain. Det er en slags tilståelsesordning, hvor den pågældende person accepterer at erkende et strafbart forhold med et forhåndskendskab til hvad straffen vil være. Forsvareren vil ofte råde sin klient til at acceptere det, da alternativet ofte er et langvarigt forløb, der kan risikere at ende med en endnu alvorligere straf. Vidner påpeger, at plea bargain er endnu mere betænkelig i relation til børn, da de snarere er tilbøjelige til at tilstå noget, som de ikke har begået. Flere vidner fortalte om vilkårlighed i forhold til forlængelse af frihedsberøvelsen, som ofte bliver forlænget, når de indsatte tror, de skal løslades. Ved i lang tid at blive holdt i uvidenhed om mistankegrundlaget mv. oplever de uforudsigelighed, der i sig selv er psykisk nedbrydende. For tilbageholdte, der har en palæstinensisk forsvarer, gælder en række praktiske vanskeligheder ved at opretholde en ordentlig kontakt. Tilbageholdelse finder sted i fængsler på israelsk territorium, hvortil de pågældende advokater er forment adgang. Vidner fortalte, at kvinder under graviditeten ikke er sikret tilstrækkelig ernæring og sundhedstilbud, samt at der har været tilfælde, hvor kvinder var ilagt håndjern under fødslen. Konklusion Det er panelets opfattelse, at Israel ikke overholder sine forpligtelser i henhold til den 4. Geneve konvention. Panelet konkluderer, at der uden rimelig tvivl foreligger alvorlige krænkelser fra israelsk side på de her nævnte konventionsbestemmelser om retfærdig rettergang. Ad 2) Udsættes palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab for en behandling, som bryder med internationale konventioner og FN’s torturkonvention? Lovgrundlaget er FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende, behandling eller straf. Specielt artiklerne 1, 2 og 16, ratificeret af Israel. I. Artikel 16: ”Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på opfordring af en offentlig ansat ……..”. Fakta om artikel 16, som beskrevet af vidnerne a. De fysiske forhold: Alle vidner beskrev fængslernes alder, indretning, cellernes størrelse, opvarmnings- og belysningsforhold som værende nedværdigende og umenneskelige. Endvidere: b. Regimet:
II. Artikel 1: Giver definitionen af tortur: ” I denne konvention betyder udtrykket ”tortur” enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilgelse ……” Artikel 2: Tortur er aldrig tilladt.
Fakta om artikel 1 og 2, som beskrevet af vidnerne: Vidnerne beskriver alle, at tortur som defineret i artikel 1 er udbredt og udføres systematisk i Israel både under anholdelsen, den administrative tilbageholdelse, varetægtsfængsling og fængsling efter dom. Vidnerne beskriver torturmetoder.
Disse beskrivelser er i overensstemmelse med resultaterne fra en
videnskabelig undersøgelse udført på henviste tidligere fanger til
Rehabiliteringscentret i Ramallah. Tabellen angiver tal fra kvinder og børn
og kun nogle af de omtalte torturmetoder:
Kommentarer: Artikel 2. Israel hævder, at det er berettiget til at anvende tortur i visse tilfælde, hvor de henviser til ”The Ticking Bomb” og til muligheden for at få oplysninger, der kan frelse en række mennesker fra ulykke og død på bekostning af et menneskes lidelser. Svaret hertil er, at tortur altid er forbudt, samt at faktum er, at de oplysninger, som gives under tortur, ikke er troværdige. Den torterede tilstår ganske enkelt alt. Israel har i øvrigt udarbejdet nye og mere raffinerede torturmetoder. Konklusion I mange lande anvendes tortur, men oftest af politiet, for at få oplysninger eller en tilståelse. I Israel er tortur imidlertid også særdeles udbredt i fængsler, hvor den kun kan have til formål at ydmyge og nedbryde fangens personlighed. Dette lykkes i vidt omfang og det rammer ikke alene den direkte torterede, men hele familien. Barnet, hvis forældre er torteret, oplever i vid udstrækning at forældrene har mistet deres forældreevne, fordi de torterede efter torturen ikke magter at handle empatisk. Forældrene lider, hvad enten det er dem selv, der er torteret eller de ser resultaterne af tortur af deres børn. Da 40 % af de palæstinensiske mænd har været fængslet -og de fleste torteret. Hele befolkningen er således berørt. Mange lider af PTSD (post traumatic stress disorder), men som et af vidnerne bemærkede, de løslades fra et lukket fængsel, men kommer ud i samfundet, der er et åbent fængsel. De lider derfor ikke alene af PTSD, men også af CTSD (continuous traumatic stress disorder). ad 3) Overholder Israel FN’s konvention om børns rettigheder, når det drejer sig om fængslede palæstinensiske børn. Ifølge FN’s konvention om barnets rettigheder, artikel 1, defineres et barn som ethvert menneske under 18 år. Artikel 2 siger, at deltagerstaterne skal respektere og sikre konventionens rettigheder uden nogen forskelsbehandling. Ifølge artikel 3 skal alle offentlige myndigheder, herunder domstole, ved deres foranstaltninger primært varetage barnets tarv. Artikel 8 og 9 foreskriver familiens enhed og at barnet ikke adskilles fra familien. Artikel 24 forpligter staten til at sikre den højst opnåelige sundhedstilstand med adgang til sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Artikel 28 anerkender staten barnets ret til uddannelse. Ifølge artikel 37 må intet barn gøres til genstand for tortur eller anden nedværdigende behandling. Anholdelse og fængsling må kun bruges som en sidste udvej og for kortest mulige tidsrum. Især skal ethvert barn, som holdes frihedsberøvet, holdes adskilt fra voksne og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg. Ethvert barn, der er berøvet frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af frihedsberøvelsen prøvet ved en domstol eller anden kompetent og upartisk myndighed. Fakta og vidner Israelske militærmyndigheder betragter palæstinsere som børn ned til det 16 år, mens israelerne betragtes som børn indtil de er 18 år. Dette gælder også børn fra bosættelserne i de besatte områder. Derudover beretter vidner om, at børn fængsles helt ned til 12 års alderen. Et af vidnerne var 15 år, da han blev tilbageholdt. Vi har hørt talrige eksempler på, at barnet tarv ikke varetages. Vidner har oplyst, at israelske børn, der fjernes fra deres familie, anbringes i særligt egnede institutioner, hvorimod palæstinensiske børn anbringes sammen med voksne i almindelige fængsler. Børn fjernes fra familien og fængslede børn forhindres på alle måder i at opretholde den nødvendige kontakt med familien. Adskillelse opretholdes administrativt over lange perioder. Tilbud om helbredsundersøgelser og behandling er utilstrækkelige og forhales, og det fysiske miljø er sygdomsfremkaldende og generelt nedbrydende for helbredet. Vidner nævnte for alle grupper af indsatte hudsygdomme, infektioner og blodmangel som eksempler på sygdomme, som blev pådraget ved mishandling. De påpegede endvidere de manglende behandlingsmuligheder. Et af vidnerne beskrev, at hun i løbet af de seks år, hun sad i fængsel, ikke havde ret til uddannelse. Hun blev fængslet, da hun var 15 år gammel. Der var gentagne vidnesbyrd om, at selv børn bliver udsat for tortur og anden nedværdigende behandling. Vidnerne har endvidere berettet om massiv tilbageholdelse, uden at myndighederne først har forsøgt mindre indgribende foranstaltninger og uden dokumenteret begrundelse for det alvorlige tiltag. Børn har præcist de samme vanskeligheder som voksne tilbageholdte med at holde kontakt med deres forsvarer, jvf. ovenfor under 1). Konklusion Det er panelets opfattelse, at Israel ikke overholder sine forpligtelser i henhold til FN’s konvention om barnets rettigheder. Det står klart for panelet, at Israel på ingen måde overholder Børnekonventionen i relation til tilbageholdelse og fængsling af børn. København, den 27. januar 2008. Paneldeltagere:
Vidner:
Desuden pr. videokonference fra Ramalla: Suad Ghazal tidligere børnefange, fra Sebastia i Nablus distrikt blev arresteret som 15-årig og løsladt efter seks år og tre måneder Dr. med. Rifqa elJa’abri, Hebron, har tilbragt 13 måneder i fængsel. Har nu egen praksis i Hebron. |