»Jeg ved stadig ikke, hvorfor de fængslede mig«

 

Palæstinensiske kvinder gemmer sig for en israelsk tank under en demonstration i det nordlige Gaza. Et ekspertpanel kritiserer Israel for »systematisk« at benytte tortur. Foto: Mohammed Abed/AFP 
 

Den palæstinensiske læge Rifqa Al Jabbri blev en nat revet ud af sengen og smidt i fængsel i 13 måneder uden grund – ud over at Israel ville hverve hende som spion. Et ekspertpanel konkluderer, at Israel ikke overholder Genève-konventionerne, og at tortur, vilkårlighed og hemmeligholdelse af retsakter er udbredt. Israel afviser beskyldningerne.

Af Louise Stigsgaard  
Torsdag den 7. februar 2008, 22:30

Rifqa Al Jabbri, en 44-årig gynækolog fra Hebron, er umiddelbart noget af det mest tillidsvækkende og renskurede, man kan forestille sig. Kvinden har ikke obskure bånd til hverken Hamas eller Fatah eller andre militante grupper. Hun betegner sig selv og sin familie som »professionelle og apolitiske« akademikere. Lægen, »duktuur« på arabisk, er iført en hvid kittel og har et gråt- og sortstribet tørklæde svøbt om håret, som danner en skarp kontrast til hendes lyse hud og runde ansigt.

Alligevel – eller måske netop fordi hun er tillidsvækkende og velanskrevet – blev Rifqa Al Jabbri en urolig nat i 2006 brutalt vækket og ført bort af israelske soldater. Gynækologen fik ikke nogen forklaring på, hvad anklagen lød på.

Hun blev lagt i håndjern og beordret til at følge med. Den første dag fik hun hverken vådt eller tørt og blev forbudt at gå på toilettet. Det andet døgn tilbragte hun med et beskidt klæde over øjnene, bundet på hænder og fødder i en jeep, der bragte hende fra sted til sted. 48 timer senere landede hun den 16. august 2007 i et fængsel i Israel tæt ved byen Netanya. Her blev hun anbragt i isolation i et »ubeskriveligt beskidt rum, hvor lugten af møl og mug lå som en tung dyne«.

Efter en uge blev hun stillet for en militær domstol i Ramallah, hvor hun blev idømt seks måneders administrativ tilbageholdelse. Ingen kunne fortælle Rifqa Al Jabbri hvorfor: Hendes dossier var nemlig hemmeligt, så hverken hun eller hendes advokat kunne komme i nærheden af det.

Fængsling forlænget syv gange

De næste mange måneder blev Rifqa Al Jabbris administrative tilbageholdelse igen og igen forlænget, i alt syv gange. At hun var administrativt tilbageholdt – tilmed uden en anklage eller dom – gjorde, at hun ikke måtte få besøg af sin familie. Årsagen til anholdelsen forblev hemmelig:
»Jeg ved stadig ikke, hvorfor de fængslede mig,« siger en perpleks Rifqa Al Jabbri i dag og slår ud med armene i sin klinik i hjertet af Hebron.

Det eneste tegn er, at det israelske militær et par måneder inde i fængselsopholdet forsøgte at hverve hende som spion: »Hvis du vil leve i fred og ud herfra, bliver du nødt til at samarbejde,« sagde en officer, der passede hende op på vej til retten.

Rifqa Al Jabbris status og fortrolige forhold til sårbare patienter gør hende til en særlig attraktiv potentiel spion. Da hun afviste forslaget, sagde officeren, at han nu ville kunne holde hende fængslet »for evigt«.

Det skulle tage 13 måneder, før Rifqa Al Jabbri kom på fri fod. Uden forklaring. Uden anklage. Uden dom.

»Det er den type oplevelse, der gør det svært at bevare sin menneskelighed,« siger Rifqa Al Jabbri.

Panel: Israel overtræder konvention

Tilfældet Rifqa Al Jabbri er en af de sager, som har fået internationale folkeretseksperter til at granske Israels retspraksis over for palæstinensere. Et ekspertpanel i Danmark satte forrige weekend fokus på Israel og folkeretten, især på palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab. Arrangørerne; Human Rights March, FN-forbundet og Mandela Center satte sig for at undersøge, om Israel overholder sine forpligtelser som besættelsesmagt i forhold til internationale konventioner. Panelet, der bestod af seks danske eksperter inden for jura og kulturelle områder, baserer deres konklusioner på vidneudsagn og indhentede rapporter.

Eksperterne fandt, at Israel agerer i strid med sine internationale forpligtelser på en række områder. Panelet konkluderede, at Israel »ikke overholder sine forpligtelser« i henhold til den fjerde Genève-konvention om retfærdig rettergang, og at der foreligger »alvorlige krænkelser«.

Ifølge vidner behandles sager, der angår palæstinensere fra de besatte områder, af israelske militærdomstole, og grunden til tilbageholdelse bliver ofte ikke oplyst. I Rifqa Al Jabbris tilfælde var det eneste, hun fik at vide, at hun »var til fare for staten Israels sikkerhed«.

David Walzer, Israels ambassadør i Danmark, bestrider imidlertid rapportens konklusioner: »Israels regering besluttede efter 1967-krigen at implementere de humanitære aspekter af den fjerde Genève-konvention i territorierne. Dertil kommer, at Israel er den eneste demokratiske stat, der lader palæstinensere anlægge sager ved Israels højesteret, selv om de ikke er statsborgere – til trods for 40 års terrorangreb.«

Panelet kritiserer også Israel for i vid udstrækning og rutinemæssigt at bruge tortur. Ifølge FNs konventioner er tortur aldrig tilladt: »Hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødtilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.«

Tortur »udbredt og systematisk«

Men det ser Israel ifølge vidnerne stort på. Panelet konkluderede, at tortur er »udbredt og udføres systematisk i Israel« både under anholdelsen, den administrative tilbageholdelse, varetægtsfængsling og fængsling efter dom.

Suad Khazal, en 24-årig palæstinensisk jura-studerende fra Nablus, blev anholdt i 1998, fordi hun knivstak en jødisk bosætter. I et interview beskriver hun, hvordan hun og andre fanger systematisk blev tortureret i fængslet:

»Det skete ofte, at vi blev angrebet; betjente sprøjtede gas og udøvede vold mod fangerne. Disse aktioner skete ofte flere gange i træk, hvor de brød ind om natten med hunde og gas. Jeg må ikke glemme at nævne ... når fangerne bindes og hænges op i loftet som straf eller hænges op som et kors. En anden torturform er, at man ikke får mad i tre til fire dage eller ikke får lov at sove over tre til fire nætter eller gå på toilettet.«

En tredje torturform er ifølge Suad Khazal, at der hele tiden bliver banket på cellens dør, eller at betjente hælder spandevis af vand i cellen. »At putte kakerlakker og andre insekter i maden er også et kendt fænomen i fængslet. Sygdomsbehandling er meget enkel, uanset hvad der er galt, så får man smertestillende.«

Ifølge en undersøgelse udført af Rehabiliteringscentret i Ramallah havde tre ud af fire henviste tidligere fanger under 18 år oplevet fysiske slag. For kvindernes vedkommende var det knapt halvdelen. Hvert tredje barn og mere end hver sjette kvinde var blevet udsat for »shaking«: Voldsom rystning, der kan føre til blødninger i hjernehinder og hjerne.

Ambassadør David Walzer siger hertil:

»Jeg afviser fuldstændig disse beskyldninger. Israel er et lovlydigt land, der til fulde lever op til international lov. Og vi er et åbent og levende samfund, der har flere menneskerettighedsorganisatione r end de fleste andre lande. Disse organisationer – FN-organisationer, parlamentet og højesteret – overvåger dagligt Israels praksis og fængsler. Hvordan kan det være, at ekspertpanelet når frem til helt andre konklusioner end dem?«

Ret til at gøre modstand

Børn er et kapitel for sig. Ifølge ekspertpanelet regner Israel israelere for at være børn til de er 18 år – mens Israels militærmyndigheder kun anser palæstinensere for at være børn, til de er 16 år. Derudover beretter vidner om, at børn fængsles helt ned til 12-års alderen.

Men Israels retsstandarder berører ikke blot den enkelte palæstinenser; de skaber en palæstinensisk psykose, konkluderer panelet: »Da 40 procent af de palæstinensiske mænd har været fængslet – og de fleste tortureret – er hele befolkningen berørt,« lyder det i konklusionen.

Gynækologen Rifqa Al Jabbri var før sin anholdelse og fængsling – som hun stadig ikke forstår et ord af – fortaler for at samarbejde med israelske læger.

»Jeg troede, Israel var et demokrati. I dag kan jeg ikke acceptere nogen som helst form for israelere. Aldrig,« siger hun.

Den jurastuderende Suad Khazal betoner, at et besat folk som palæstinenserne ifølge international lov har ret til at gøre modstand. Løsladelse af fanger er ikke bare et politisk slogan, men noget »som vi mener inderligt, specielt os løsladte«, siger hun.

»Baggrunden for, at vi blev fængslet, er for mig at se en ædel baggrund: Retten til at forsvare os selv, retten til at gøre modstand, retten til at leve ligesom alle andre folkeslag.«