Al-Nakba betyder Katastrofe

15. MAJ  NAKBA-DAG

Nakba betyder katastrofe og henviser til fordrivelsen af 750.000 palæstinensere og ødelæggelse af 531 byer og landsbyer i 1947-1948. Katastrofen nåede sit højdepunkt den 15. maj 1948, da staten Israel blev oprettet, og det palæstinensiske folk mistede retten til deres eget land. Fordrivelse og ødelæggelse af palæstinensiske hjem fortsætter den dag i dag. https://vimeo.com/3714871

Læs mere her.  

Artiklen er skrevet af Maher Khatib, Bodil Heinø og Dagmar Dinesen.

Før 1948
Konflikten om Palæstina startede allerede i slutningen af 1800-tallet, og kan spores tilbage til zionistbevægelsens start.

Den østrigske journalist Theodor Herzl udgav i 1896 sin bog ”Der Judenstaat”, som kom til at danne grundlag for den zionistiske bevægelse i hele verden. Zionismen har i dag nogle af verdens mest indflydelsesrige lobbybevægelser fx den amerikanske AIPAC, (American Israel Public Affairs Committee).

Hvorfor Palæstina?
Palæstina var ikke fra begyndelsen mål for Herzl og zionistbevægelsen.  Det vigtigste var blot at få et område, som kunne blive til en stat, og derfor var blandt andet Argentina og Uganda også på tale. Dog blev Palæstina valgt af følelsesmæssige, religiøse og mobiliseringsmæssige grunde, fordi man mente, at for at opnå en stærk tilstrømning var især det religiøse perspektiv vigtigt. Fra 1906 begyndte zionistbevægelsen at arbejde målbevidst for en jødisk stat i Palæstina, og man arbejdede massivt på at øge indvandringen af europæiske jøder til Palæstina.

Jøder i Palæstina
Palæstina har aldrig været et mennesketomt land. Omkring 1900 var Palæstina beboet af omkring en halv million palæstinensere og en mindre gruppe jøder. Størstedelen af disse jøder var religiøse og dyrkede deres religion i fred, dør om dør med landets muslimer og kristne. De palæstinensiske jøder havde aldrig ytret ønske om en stat for jøder på palæstinensisk jord.

Zionistisk indvandring

Allerede fra starten af 1900-tallet begyndte europæiske jøder i små eller større grupper at emigrere til Palæstina og bosætte sig der. Indvandringen betød, at antallet af jøder steg fra 8,6 % i 1914 til 16 % i 1931 og fortsatte med at stige frem mod 1948.

Balfourdeklarationen
I 1917 skrev den daværende britiske udenrigsminister et brev til den jødiske Lord Rotschild, hvori han på den engelske regerings vegne lovede jøderne støtte til ideen om et hjemland i Palæstina. Dette blev kendt som Balfourdeklarationen og opfattedes af de jødiske organisationer som et meget vigtigt tilsagn. Efter første verdenskrigs afslutning gav Folkeforbundet Storbritannien mandatstyre over Palæstina, (som i ca. fire hundrede år før krigen havde været under osmannisk kolonistyre).

Palæstinensisk modstand

Palæstinenserne begyndte modstanden mod selve mandatstyret såvel som den jødiske indvandring til landet allerede i 1920’erne. Især oprøret i 1936-1939 var voldsomt og medførte den største generalstrejke i landets historie. Her blev mange palæstinensiske ledere dræbt eller forvist til fjerntliggende egne af det britiske imperium. Opstanden efterlod således palæstinenserne uden ledere, hvilket kom dem dyrt at stå senere. Mere end 5000 palæstinensere blev dræbt og 14.000 såret. 

Oprøret bidrog til at styrke zionisterne, således at de udbyggede såvel deres militære som økonomiske infrastruktur, hvilket fik positiv betydning for dem under fordrivelsen af palæstinenserne i 1947-1948 og krigen med de arabiske lande. 

Zionistisk terrorisme
Ud over kampene mod den britiske besættelse måtte palæstinenserne også bekæmpe zionistisk terrorisme. Zionistiske terrorgrupper som Irgun og Stern stod bag blodige aktioner mod både palæstinensere og briter. 

Volden kulminerede i 1948, da terrorgruppen Stern myrdede FN’s Palæstinamægler, den svenske greve Folke Bernadotte.

Delingsplanen
I november 1947 vedtog FN’s Generalforsamling den delingsplan, som delte Palæstina i tre dele, en jødisk, en palæstinensisk og Jerusalem, som skulle være under international administration. Jøderne fik 56 % af Palæstina, selv om de kun ejede 7 % af landet.

Især USA havde arbejdet hårdt for at skaffe det nødvendige flertal på 2/3 af medlemmerne af FN’s Generalforsamling. Det skete med trusler og overtalelser mod svagere lande. Afstemningen var blevet udsat, indtil flertallet var i hus.

Før afstemningen om delingsplanen havde de arabiske lande stillet forslag om, at man skulle forelægge spørgsmålet om delingsplanens lovlighed for den Internationale domstol i Haag. 50 % stemte for og 50 % imod, hvorefter forslaget var faldet.

Palæstinenserne nægtede at anerkende FN's delingsplan. I palæstinensernes øjne var delingen ikke udtryk for et kompromis, men skræddersyet til at opfylde zionisternes politiske ambitioner.

Massakrer og fordrivelser

Efter at delingsplanen blev vedtaget af FN i 1947, begyndte fordrivelsen af ca. 750.000 palæstinensere, hvilket udgjorde over halvdelen af den palæstinensiske befolkning. Mere end halvdelen af de ca. 750.000 blev fordrevet før oprettelsen af staten Israel, mens Storbritannien endnu varetog mandatstyret og havde talrige tropper i landet. Som mandatmagt havde Storbritannien pligt til at beskytte lokalbefolkningen.

Med henblik på at ”rense” det tildelte landområde og skræmme palæstinensere til flugt gennemførte Haganah (den israelske hær, som var oprettet allerede i 1924) og zionistiske terrorgrupper talrige massakrer. Den mest kendte af dem er blodbadet i Deir Yassin den 9. april 1948. Over hundrede civile i landsbyen blev massakreret af terrororganisationen Irgun. Dette skete før oprettelsen af staten Israel. I juli 1948 fandt en endnu værre massakre sted i Tantura, som lå på Middelhavskysten. Her blev over 200 dræbt og endnu flere fordrevet. I samme måned blev mere end 400 mænd, kvinder og børn myrdet i byerne Lydda og Ramle, og mere end 50.000 fordrevet. En af de ledende israelske officerer i denne aktion var den senere nobelprismodtager Yitzhak Rabin. Lydda og Ramle lå i det område, som i delingsplanen var tiltænkt den palæstinensiske stat.

531 palæstinensiske byer og landsbyer blev udslettet af den israelske hær Haganah og diverse terrorgrupper. Desuden deltog talrige frivillige fra mange lande, heriblandt Danmark.

1948 - Al-Nakba
Israelerne udråbte deres stat natten til den 15.maj 1948, efter at briterne skyndsomst havde forladt landet. Hvert år markerer palæstinenserne denne dag som Al-Nakba, katastrofen.

Samme dag erklærede en gruppe arabiske lande Israel krig. Deres indsats for palæstinenserne var dog kun halvhjertet. Det er værd at bemærke, at deres tropper stort set kun befandt sig i det område, som ifølge delingsplanen skulle være den palæstinensiske stat. Det lykkedes alligevel zionisterne at erobre så meget land, at de ved krigens afslutning havde 78 % af det oprindelige Palæstina.

Palæstinensere i dag

I Danmark bor der i dag ca. 30.000 palæstinensere. Størstedelen kom til Danmark fra Libanon under den israelske invasion af Libanon i 1982, hvilket betyder at Israel har gjort disse mennesker til flygtninge to gange.

På verdensplan er ca. 5,5 millioner palæstinensere og deres efterkommere flygtninge, hvoraf størstedelen stadig bor i de flygtningelejre, som blev byggede tilbage i 1948 i hhv. Libanon, Syrien og Jordan. Disse flygtninge lever stadig under særdeles vanskelige forhold og har ingen fremtidsudsigter. De venter stadig på at vende tilbage til deres hjem i Palæstina. Palæstinensere, som flygtede til Syrien, er nu igen på flugt.

Retten til at vende tilbage

I december 1948 vedtog FN’s Generalforsamling med Danmarks stemme resolution nr. 194. Den fastslår blandt andet, at de palæstinensiske flygtninge, som ønsker at flytte tilbage, har ret til det, og at de, der ikke ønsker at vende hjem, har ret til erstatning for deres ejendom. Hvert år bekræfter Generalforsamlingen denne resolution.

Kilder:
Birgitte Rahbek: En stat for enhver pris
Ilan Pappe: Den etniske udrensning af Palæstina