hrm.info@gmail.com

Hvem er vi

Kontakt os

 

Arbejdsgrupper

   Vedtægter

 

 Human Rights March
Kvinder i Dialog 
Palæstina - Israel - Danmark


Søg:

Opdateret 02.06.2017

Forside

Seneste nyt
-
2017 Øjenvidneberetning
- Foredragskatalog
-
Filmkatalog
-
Årsberetning 2016

Informationsmateriale
-
Foldere
- Filmkatalog
- Foredragskatalog

Russell-tribunalet
 - Ekstraordinært    tribunal   2014
-
Arbejdet fortsætter 
- Bruxelles 2013
- New York 2012
- Sydafrika 2011
- London 2010
- Barcelona 2009
- Baggrund

Gaza
-
2014 EU-valget og Israel
-
Hæv blokaden - tænd et lys 28. febr. 2014 
- Glem ikke Gaza
- 34 spørgsmål og svar
- Tænd et lys for Gaza

Politiske fanger
- generelt om fangerne
- Addameer-rapport 2013
- Sultestrejke og   ulydighedskampagne
- WOFPP´s nyhedsbreve
 
Børn
-
2017 Øjenvidneberetning
- 2015 Vil du nedbryde..
- 2014 Rettigheder
-
2013Folkemøde Bornholm 
- 60 israelske eksperter   advarer nov. 2010
- Fangeudveksling okt. 2011
- Drengene fra Azun
- Natlig registrering
- FN-anbefalinger, 2010
- Palæstinas børn har også ret til et liv

Anerkend Palæstina
-
50 års besættelse
- Brev til Israels   ambassade 2016
- Optagelse i FN
- Kort over Palæstina

Andet
- militærnægtere
- Freedom Theatre i Jenin
- Al-Nakba
- Brev til ambassaden

Nyttige link
- Palæstina
- Israel
- Palæstina - Israel
- Danmark
- internationalt
- ambassader

Arkiv
- årsmøder/beretninger
- afholdte møder
- Københavnertribunalet 2008
- andre arrangementer

 webmaster: Ruth Jensen

gixmo.dk

Øjenvidneberetning fra en israelsk militærdomstol:  

Hvad i al verden foregår der på Vestbredden – og hvordan kan vi lade det ske?

hvad sker der på Vestbredden

Af Sarah Champion, medlem af det engelske parlament for Labour og skyggeminister for ligestilling

Det er koldt. Virkelig bittert koldt. Vinden pisker hen over det åbne land. Den militære forlægning, jeg står i, er den første bygning, der bryder landskabet. Det er den første uge af januar, og jeg er i Palæstina. Jeg står i kø for at komme ind, så jeg ved selvsyn kan se børnefanger i den proces, de gennemgår. Jeg er heldig. Vi sendte mine dokumenter til israelerne på forhånd, og de to internationale jurister, jeg er sammen med, er velkendte, så inden for 10 minutter, er vi lukket ind. Ikke så heldige er de forældre, der havde stået i kø, længe før vi ankom. Sandsynligvis tog de hjemmefra omkring kl. 5 for at være fremme, når der kaldes ind til den første sag. Palæstina er et lille land, nogenlunde som et engelsk amt, men det er ikke afstanden eller mangel på offentlig transport, der gør rejser så lang, ​​det er checkpoints.

60% af den palæstinensiske Vestbred er udlagt som område C og dermed under israelsk militær kontrol. Forenklet sagt er størstedelen af ​​Palæstina ikke under palæstinensernes kontrol, men underlagt det israelske militær. Det er grunden til, at palæstinensiske børn, jeg er kommet for at observere i dag, stilles for en militær domstol og ikke en civil domstol, og det er grunden til, at det har taget forældrene fem timer at rejse blot et par miles, da deres rute er spækket med militære checkpoints. I fugleflugtslinje er den militære domstol kun et par miles fra mit hotel i Ramallah, men rejsen tog mig næsten en time i en privat bil. Vi måtte køre på kryds og tværs, og frem og tilbage i et forsøg på at finde checkpoints, der var åbne, som ikke havde en massiv kø eller som blev anset for at være tilgængelige – og min bil havde israelske plader. Forestil dig, hvordan det er, hvis du er palæstinenser i en palæstinensisk bus og du forsøger at køre blot 20 miles, desperat ivrig efter at se dit barn.

Da jeg kom ind i bygningen, blev jeg ført ind i et lille sikkerhedsrum. Det var som i en lufthavn, jeg tog min frakke og mine sko af og min taske blev undersøgt. Bizart, jeg fik ikke lov til at tage mine handsker med ind, men jeg måtte gerne tage min pen med. Det undrede mig. Jeg ville ikke kunne kaste min læderhandske, men jeg vil kunne skrive om det. Advokaterne og jeg gik nu tilbage og ud på et stort åbent område. Der stod hundredvis af forældre og ventede på, at deres barns navn ville blive nævnt. Retten er åben fra 09.00 til 17.00, men du kan ikke vide, hvad tid dit barn bliver kaldt ind, så du er nødt til at være der hele dagen. Der er en lille kantine, men på trods af kulden stimlede de fleste mennesker sammen udenfor. En af mine ledsagere fortalte mig, at uanset hvad der skete, måtte jeg ikke bruge det offentlige toilet.

Selve domstolen er placeret i store barakker bag et stålhegn. Da jeg træder ind slår det mig, hvor varmt der er, og hvor mange mennesker iført uniformer, der dasker rundt og ser ud til at kede sig. Jeg havde ikke forventet, at dommeren ville være i uniform, eller at helt så mange unge soldater ville være til stede. Vi sætter os i plastikstole, og det er først da, at jeg ser en lille, bange dreng som sidder for sig selv bag et gitter. Hans fødder er lænket.

Forsvarsadvokaten kommer over til os og fortæller, at drengen er 14, og at han vil blive dømt for at kaste sten, hvorved en politimand var blevet såret. Drengen har allerede været fængslet i fire måneder før rettergangen. Sagen begynder. Dommeren taler. Det viser sig, at den unge militærmand med fødderne på skrivebordet er oversætter. Mødet foregår på hebraisk, men drengen taler arabisk. Lejlighedsvis oversætter den unge militærmand henkastet et par ord på arabisk hen imod drengen, som tydeligt tager det ind, desperat for at forstå sin skæbne. Han dømmes til syv måneder (oven i den tid, han allerede har brugt på at vente), plus en 12-måneders betinget fængsling. Hele processen har taget et par minutter.

Det næste barn, der vralter ind med sine raslende lænker, er en stor knægt med et åbent ansigt. Han ser febrilsk rundt i lokalet, så jeg formoder, at han er på udkig efter sine forældre, men de er der ikke. Han fæstner sit blik på os – de eneste mennesker uden uniformer – hans øjne tigger om hjælp, varme og medfølelse. Jeg smiler til ham på tværs af lokalet, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at græde, kramme ham og tage ham med hjem.

Dommeren henvender sig til os på engelsk:

”Forsvaret vil præsentere medicinske beviser i denne sag som vedrører fangens mentale sundhed. Før det præsenteres, vil jeg bede jer om at gå ud af hensyn til fangens privatliv. ”

Forsvarets advokat kommer over og forklarer, at drengen faktisk er 18, men fordi han har været varetægtsfængslet i to år uden domfældelse, vil han stadig blive betragtet som et barn. Vi forlader kort efter rummet. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad drengen blev sigtet for. Jeg ved ikke, om han var skyldig eller uskyldig. Hvad, jeg ved, er, at uanset hvor afskyelig en forbrydelse, det drejer sig om, så er det at lænke et barn, nægte ham uddannelse og tilbageholde ham to år uden dom ikke er en retfærdig, demokratisk eller moralsk måde for et land at opføre sig på.

Vores tid på forlægningen var ved at løbe ud, så vi tilbragte den sidste halve time i modtagelsen, hvor fangerne først føres hen for at blive forhørt. Der var en meget anderledes atmosfære, dels fordi der var meget mindre plads, men der syntes også at være mere truende. Dommeren kiggede straks med ubehag på os, da vi trådte ind.

“Det er den engelske dommer, han hader os.” mumlede advokaten jeg var med.

På grund af de trange pladsforhold, lagde jeg næsten ikke mærke til de to små drenge, små både i alder og statur. Ved første øjekast troede jeg, de var handicappede, da de begge syntes at have en ansigtslammelse og sad på en akavet måde. En sidedør blev smækket op, og en mand i jeans og sweatshirt kom ind, hvilket forekom mærkeligt, da ellers alle andre, jeg havde set, var i uniform. Idet han skred ind, udvekslede han håndtryk med dommeren og klaskede de dommerfuldmægtige på ryggen. Det gav et sæt i de to små drenge, der vendte sig bort. Da de vendte sig i min retning, fik jeg en ordentlig kig på deres ansigter; de havde ikke lammelse, de var blevet slået.

“Den mand er forhørslederen” hviskede min ledsager, idet dommeren fæstnede sit blik på os, rejste sig og forlod lokalet.

En charmerende, uniformeret kvinde kom over til os.

“Dommeren har besluttet, at vi vil udsætte denne sag til i morgen” sagde hun.

Da børnene blev ført ud, sad jeg bare der og stirrede frem i et forsøg på at indoptage, hvad jeg havde set.

Hvad i alverden er det, der foregår i dette land, og hvordan kan verden bare lade det ske?

Oversat af Bodil Heinø

Sarah Champion på Twitter: www.twitter.com/SarahChampionMP

Kilde: Huffpost Politics. 10. februar 2017.

http://www.huffingtonpost.co.uk/sarah-champion/palestine-israel_b_14679338.html?