Vi markerer, at FN’s konvention om Barnets Rettigheder fylder 25 år.

PALÆSTINAS BØRN HAR OGSÅ RET TIL ET LIV

Hvis et barn i Gaza er 8 år gammelt, så har det overlevet fire af Israels massakrer – 2006, 2008/09, 2012 og 2014. Hvad gør det ved et barn?

FN’s Konvention om Barnets Rettigheder Artikel 6:

· Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet.

· Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og Udvikling

Under den sidste krig mod Gaza blev 89 familier udslettet, 2188 mennesker blev dræbt heraf 519 børn. Mange børn blev forældreløse. Tusindvis af børn har akut behov for psykosocial støtte efter de traumer, de har været udsat for.

Levevilkårene er næsten umulige. Byområder er jævnet med jorden. Tusindvis må gå vinteren i møde under interimistiske forhold. Gazas eneste el-værk blev ødelagt af det israelske militær. Mangel på elektricitet betyder, at mange ikke har adgang til rent vand og en utilstrækkelig spildevandsbehandling skaber sygdomme. Seks hospitaler måtte lukke. 17 hospitaler er stærkt beskadiget. Samtidig mangler der udstyr og medicin til de tusindvis af sårede.

Israels krig mod Gaza har forfærdet mennesker verden over og minder os om, at det palæstinensiske spørgsmål er en menneskeskabt katastrofe, som kan og skal løses ved vores og ved FN’s hjælp.

Også palæstinensiske børn på Vestbredden lever et meget usikkert liv. De fleste i stor fattigdom. Selv om forældre og samfund gør sig store anstrengelser for, at børnene får en god skolegang, og at de skærmes mod overgreb fra bosættere og det israelske militær.

Israels militær arresterer ca. 700 børn om året. Børnene anklages for det meste for at have kastet sten mod militære køretøjer eller bosættere. Børnene arresteres oftest om natten af tungt bevæbnede soldater. De lægges i håndjern, får bind for øjnene og køres bort liggende på gulvet af et militært køretøj. De udsættes for fysisk vold og trusler, er tvunget til tilståelser og har ikke umiddelbar adgang til en advokat eller familie under afhøring. Børnene afsoner desuden deres straf i Israel fjernt fra deres familie. Kun 1 % af børnene frikendes.

Israel er det eneste land i verden, hvor børn systematisk stilles for militære domstole. Det eksisterer i andre lande, men kun som en undtagelse.

UNICEF skriver i en rapport fra 2013, at palæstinensiske børn udsættes for “grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf.”

I  FN’s Konvention om Barnets Rettigheder artikel 37 står der blandt andet:

- at intet barn må gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf

- at intet barn ulovligt eller vilkårligt må berøves sin frihed… Anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn ….. må kun bruges som en sidste udvej….

Dokumentation: http://www.militarycourtwatch.org/index.php

Børnekonventionen 25 år.

Mette Gjerskov, MF for Socialdemokraterne.                                Nyhavn 20. november 2014.
Formand for Udenrigspolitisk Nævn og Udenrigsordfører.

Børn er noget helt særligt.
De er ikke kun søde og nuttede. De er ikke kun uskyldige og troskyldige. De er ikke kun irriterende og uartige. De er umistelige. Vi kan ikke bære, når børn gøres fortræd. Vi kan ikke rumme at se små kister i børnestørrelse. Det ligger helt inde i vores ur-hjerte: børn skal beskyttes. Derfor kan det egentlig undre, at vi kun har haft FNs Børnekonvention i 25 år. Men nu har vi den. Og den er meget klar: Ethvert barn har en naturlig ret til livet. Så enkelt er det. Vi kunne jo egentlig stoppe der, for behøver vi mere? Ethvert barn har en naturlig ret til livet.
Derfor har det været ubærligt at være vidne til krigen i Gaza i sommer. En palæstinensisk ghetto med 1½ mio. mennesker. En lille plet jord med et fængsel, der er omringet til lands, til vands og i luften. Og så falder bomberne. Og blodet flyder i gaderne. Og børn bliver gjort fortræd. Uanset hvad man måtte mene om de voksnes krig, så er børnenes død ubærlig.  

Men i krigen i Gaza, er det jo ikke bare børnenes ret til livet, der blev krænket. Man kan jo næsten tage hele Børnekonventionen fra en ende af og remse alle overtrædelserne op.

Artikel 38: der er ’pligt til at træffe alle gennemførlige forholdsregler for at sikre beskyttelse af og omsorg for børn, der er berørt af en væbnet konflikt.’ Alle gennemførlige forholdsregler! Den rettighed gjaldt ikke for børnene i Gaza i sommer.  

Artikel 7. Barnet har ret til et fædreland. Den ret har palæstinensiske børn ikke.  

Artikel 24: Barnet har ret til lægehjælp. Hvordan sikrer man Gazas børn lægehjælp i sønderskudte huse, hvor ikke engang de voksne tør gå ud af frygt for at blive slået ihjel? Den rettighed gjaldt ikke for børnene i Gaza i sommer.

Artikel 31: Barnet har ret til at lege. Selv børn, der legede på en strand i Gaza blev slået ihjel. Den rettighed gjaldt ikke for børnene i Gaza i sommer.
Skal jeg fortsætte? 

Artikel 28: Barnet har ret til at gå i skole. Hvordan skal Gazas børn komme i skole, når selv FNs pigeskole blev bombet? Heller ikke den rettighed gjaldt for børnene i Gaza i sommer. 

I dag mindes vi de døde børn i Gaza. Men vi skal bruge denne mindedag til også at huske på de levende børn. De palæstinensiske børn, som stadig lever. De børn, som overlevede på trods. De børn, som lever med traumerne efter krig. De børn, som lever med sårene og arrene. De børn, som har mistet forældre og søskende.
De børn skal have en fremtid. En fremtid, hvor deres rettigheder ikke bliver krænket. En fremtid i deres eget land. Med selvbestemmelse. Med statsborgerskab. Men først og fremmest: en fremtid med fred.

Børnekonventionen 25 år.

Finn Sørensen, Enhedslisten ved HRM’s arrangement den 20.november 2014                             

Børn har ret til livet - også i Palæstina

En stor tak til arrangørerne for at afholde dette arrangement, og tak fordi jeg på Enhedslistens vegne kan få lov at bidrage til markeringen.
Det er en god dag, hvor vi kan fejre 25 året for FN´s konvention om børns rettigheder.
Der er ingen tvivl om, at vedtagelsen af FN´s børnekonvention har haft stor betydning.
Det er den FN-konvention, som flest lande i verden har tilsluttet sig, og den indeholder flere rettigheder end nogen anden menneskerettighedskonvention.
Den rummer både civile, økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder ind – og de gælder alle både i freds- og i krigstid.

I Danmark kan vi sikkert på mange måder rose os af, at have fokus på børns rettigheder.
Men der er god plads til forbedringer.
23 år efter, at Danmark ratificerede konventionen, har vi stadig ikke indarbejdet den i dansk lovgivning.
Vi venter i spænding på regeringens indstilling.

Vi håber, det bliver en klar indstilling om, at konventionen skal ophøjes til lov.
Det handler om at sikre børnenes rettigheder, og deres klagemuligheder.
Det handler om, at have fokus på børns rettigheder i alt lovgivningsarbejde og i al sagsbehandling.
Hvis alle lovforslag skal underkastes en ligestilingsvurdering – hvorfor så ikke også en vurdering af, om det styrker børns rettigheder.

Hvis børns rettigheder havde været sikret ved lov, så ville der have været langt mere fokus på de mange overgreb og seksuelle krænkelser der sker over for børn i vores samfund, de mange fejl, der findes i kommunernes sagsbehandling. Så havde vi forhåbentlig undgået nogle af sagerne, eller i hvert fald ryddet langt hurtigere op.

VK og DF havde nok også tøvet en ekstra gang med at sænke den kriminielle lavalder, ligesom den nuværende regering måske havde tøvet en ekstra gang med de stramninger den lægger op til i forhold til flygtninges ret til familiesammenføring

Der er plads til forbedringer herhjemme.
Det er der sandelig også ude i verden, hvor børns rettigheder trues af krig, hungersnød, militærdiktatur, korruption og menneskehandel.

Derfor handler det også om, at vi skal kunne tale med den fornødne vægt over for de mange lande i verden, hvor det står rigtig slemt til med børns rettigheder.
Det er nu engang svært at tale med store bogstaver, når vi ikke selv går forrest med at sikre rettighederne.

Palæstina er et af de steder, hvor der virkelig er grund til at tale med store bogstaver. Her krænker den israelske besættelsesmagt dagligt børns rettigheder. Hundredevis af palæstinensiske børn fængsles hvert år i kortere eller længere tid. En rapport fra Red Barnet viser, at børn helt ned til 12-års alderen kommer for en militær domstol – ofte er de blot mistænkt for at kaste med sten. En FN-rapport fra 2013 understøtter de mange anklager mod Israel på det område. FN-komitéen for Børns Rettigheder udtrykte i 2013 "dyb bekymring" over det, den kald­er for israelsk praksis med tortur og dårlig behandling af palæstinensiske børn, der anholdes, retsforfølges og tilbageholdes af militær og politi. Komiteen mener, at børnene ofte udsættes for tortur og tvinges til at underskrive tilståelser de ikke forstår. Komiteen kritiserer, at israelerne også bruger børnene som våbenskjold. Det seneste angreb i sommer kostede mere end 500 børn livet.

Man behøver ikke være psykolog for at vide, at det betyder en traumatisk opvækst for store dele af den palæstinensiske ungdom, hvad enten de selv har været udsat for den behandling, eller de blot lever i frygten for at blive det.
Og så er det jo næsten for ingen ting at regne, sammenlignet med den opvækst børn i Gaza har været udsat for gennem de sidste otte år, hvor de har været udsat for hele fire massive militære angreb fra Israel.

Hvordan mon det er at vokse op i et fængsel, som bliver bombarderet og beskudt – vel at mærke, et fængsel man ikke kan flygte fra?
Men hvor går vejen til fred, så skaderne på mennesker og bygninger kan repareres og børn i Palæstina kan få en tryg opvækst.
Verdenssamfundet har for længst peget på, hvor vejen går.

Israel skal respektere de mange FN-resolutioner, der slår fast, at de skal trække sig tilbage til grænserne før 1967-krigen, nedlægge bosættelserne, respektere flygtningenes ret til at vende tilbage, acceptere en deling af Jerusalem og anerkende en palæstinensisk stat.
Det har indtil nu været blokeret først og fremmest af USA, der bakker op om den israelske besættelse, og understøtter Israel økonomisk og militært.
Men i praksis har det også været – og bliver stadig blokeret – af et EU, der hæver stemmen over for Israel, men som samtidig begunstiger Israel økonomisk og handelsmæssigt.
Heldigvis er der flere og flere lande i den vestlige verden, der mister tålmodigheden, og kræver et stop for Israels overgreb.

Det udmønter sig i en stigende opbakning til kravet om anerkendelse af Palæstina. Island har for længst gjort det. Sverige gør det. De engelske, irske og spanske parlamenter opfordrer til, at deres lande følger trop. En lignende afstemning er på vej i det franske parlament.

Enhedslisten har sammen med de andre venstresocialistiske og grønne partier fremsat forslaget om anerkendelse af Palæstina i Nordisk Råd.
Kravet er så vigtigt, fordi det er det tydeligste politiske signal der kan gives om, at nu må Israels brud på international lovgivning høre op.
Derfor opfordrer vi endnu engang den danske regering til at vise mod og mandshjerte.
Det duer ikke gang på gang at henvise til at "timingen" skal være i orden, og at vi skal vente på at alle EU-lande er med. Det er at give vetoret til fodslæberne og bagstræberne.
Man kan også vente så længe på den rette timing, at det bliver for sent.
Den aktuelle situation i Jerusalem, og Israels vedholdende udbygning af bosættelser viser, at det er tæt på, at det er for sent.

Så kære Martin Lidegaard: Vis dig nu som en ægte humanist. Vis at du har mod og mandshjerte til at gå forrest i en sag, som jeg ved, at du personligt, og mange i dit parti brænder for.

Til slut vil jeg henvende mig til dem, som ikke er til stede her i dag.

Til den israelske regering vil jeg sige: Tag nu bestik af situationen. Opbakningen til jeres politik smuldrer hos jeres vigtige bagland i vesteuropa. Man kan godt forsøge at dreje historiens hjul baglæns. Det er der er mange der har prøvet, men de er alle blevet kørt over.

Det kommer også til at ske for jer, hvis I ikke vil tilstå palæstinenserne er ærefuld fred, og et værdigt liv. Ikke i den forstand, at palæstinenserne vil besejre jer militært. Det vil aldrig ske, og de kræfter i det palæstinensiske folk der tror, at det er en mulighed, begår en frygtelig fejltagelse. Men det vil ske, fordi jeres stat bygger på frygt og had og undertrykkelse, og den slags stater holder ikke i det lange løb.

Til de mange israelere, der af fast overbevisning, eller frygt for alternativet bakker op om deres regering, til dem der af ærlig overbevisning tror på, at de tilhører guds udvalgte folk, og at de fik landet forærende i dåbsgave, vil jeg sige:
Jeg anfægter ikke jeres ret til at mene og tro som I gør.
Jeg anerkender jeres frygt for at jeres børn skal blive ramt af terrorangreb, der ikke kan fordømmes nok.
Men jeg vil opfordre jer til at tænke over, hvad det er for en barndom I giver jeres egne børn.

En barndom der på sin måde også er præget af frygt, og ikke mindst af had til andre børn, til palæstinensiske børn i Israel og i Palæstina.
Er det en værdig opvækst, I giver jeres børn.
Er det i overensstemmelse med de rettigheder, som vi i fællesskab har anerkendt alene i kraft af vores medlemskab af FN?
Jeg vil indtrængende opfordre jer til at tænke over den gamle sandhed, at et folk der undertrykker et andet folk, kan ikke være frit.

Jeg håber, I gør det, før det er for sent.