Tak til Folkemødets arrangører for, at vi får denne mulighed for at tale om et uhyggeligt og alt for overset aspekt af Palæstina/Israel konflikten.
Nemlig situationen for de palæstinensere - børn og voksne - som havner i israelsk fangenskab.

Lad det være sagt straks. Der findes ingen jødisk-israelske borgere i palæstinensiske fængsler.

Siden 1967 har Israel fængslet mere end 700.000 palæstinensere.
Det svarer til 40 % af den mandlige befolkning.
Alle palæstinensiske familier er berørt af det - såvel økonomisk som psykisk.

Israel begrunder fængslingerne med sikkerhedshensyn.
Men når det kommer til stykket de et vigtigt led i den kontrol og undertrykkelse, som Israel anvender mod det palæstinensiske folk i de besatte områder.

Omkring 5000 palæstinensere befinder sig i øjeblikket i israelsk fangenskab.
200 tilbageholdes uden rettergang og uden tiltale.
Disse fanger holdes indespærret på ubestemt tid – for nogles vedkommende i årevis.
Mange, både børn og voksne fanger, holdes i langvarig isolation.

De fængslede palæstinensere stilles ikke for en almindelig civil domstol, men for en israelsk militærdomstol, og de kan ikke regne med en fair rettergang efter internationale standarder.

Ofte har fangerne afgivet tilståelse under tortur eller under trusler om overgreb mod familiemedlemmer. 

Forsvareren kan nægtes ret til at føre vidner eller fremlægge bevismateriale til fordel for den anklagede. Desuden tales der hebraisk, og den arabiske tolkning er utilstrækkelig.

Ud over de nævnte forhold udsættes de palæstinensiske fanger for diskriminering i forhold til israelske fanger: De fleste militærfængsler ligger i Israel.
Ifølge Folkeretten er det ulovligt, at palæstinensere overføres til Israel fra Gaza og Vestbredden.
Det betyder også, at pårørende og advokater har store vanskeligheder med at få tilladelse til besøg inde i Israel.

Det medfører fangernes næsten totale isolation. 
Telefonsamtaler tillades sjældent, og modtagelse af breve er stærkt begrænset. Mangelfuld lægehjælp og hospitalsbehandling betyder store lidelser og adskillige dødsfald. 

Jeg repræsenterer Human Rights March, Kvinder i Dialog. Vi arbejder for menneskerettigheder i såvel Palæstina som Israel.

Vi har fulgt mange palæstinensiske børns skæbne. Jeg vil fortælle lidt om den jagt, som det israelske militær foretager på palæstinensiske børn.

Alene i 2012 blev omkring 700 palæstinensiske børn arresteret.
Mishandling af mindreårige begynder typisk ved anholdelsen.

Tidligere i år har FN’s børneorganisation UNICEF afgivet rapport om palæstinensiske børn i israelske fængsler. Rapporten fremhæver, at arrestationen forløber aggressivt. Barnet bliver vækket midt om natten af svært bevæbnede soldater og bringes med magt til forhørscentret, bagbundet og med bind for øjnene. Barnet er skrækslagent og berøves søvn.

UNICEF skriver videre, at militærets mishandling af palæstinensiske børn synes at være vidt udbredt, systematisk og institutionaliseret i hele forløbet - fra anholdelse og rettergang til eventuel domfældelse og strafudmåling.

De seneste 10 år har israelske styrker anholdt, afhørt og retsforfulgt omkring 7.000 palæstinensiske børn i alderen 12 til 17 år.
De fleste er drenge, og langt de fleste anholdes for at kaste sten.
Stenkast klassificeres som en lovovertrædelse i henhold til § 212 i Militærinstruks 1651.
Den maksimale straf for børn på 12 og 13 år er seks måneder, men fra 14 år stiger straffen dramatisk til mellem 10 og 20 års fængsel.

Det israelske militærs jagt på børnene skaber utryghed og angst i hele det palæstinensiske samfund.

Red Barnets pendant i Palæstina: Defence for Children for International, Palæstina-sektionen har indsamlet beretninger fra palæstinensiske børn, som er eller har været tilbageholdt i Al Jalame, et berygtet forhørscenter ved Haifa i Israel.
Børnene er alle – ulovligt – flyttet fra Vestbredden til forhørscentret i Israel.

I mange af børnenes beretninger dukker celle nr. 36 op.

Celle 36 er lille, ca. 2x3 m og uden vinduer.
Belysningen udgøres af en pære, som døgnet rundt udsender et svagt gulligt lys.
Børnene fortæller, at man får ondt i øjnene af det.
Der mangler ventilation, og luften er dårlig.
Væggene er gråmalede og groft pudsede, så de er umulige at bruge som ryglæn. En tynd, beskidt madras på gulvet gør det ud for soveplads. 
Der stinker fra wc’et i cellen.
Nogle børn fortæller, at ventilationen anvendes til voldsom ophedning eller stærk kulde.

Isolationsfængslingen kombineres med torturlignende forhørsmetoder: rusken og skubben, slag og spark, timelang smertefuld anbringelse på en specialkonstrueret metalstol, samt trusler om voldtægt, og hvad der vil ske med drengen selv og hans forældre eller søskende, hvis han ikke samarbejder.

Hensigten med at anbringe børn i celle 36 er at nedbryde dem på sjæl og krop, og få dem til at tilstå en anklage og angive andre.

Konklusionen støttes af børnenes beretninger. 16-årige Abdullah fortæller, at han havde stærke smerter på grund en beskadiget hånd, Efter 10 dage i celle 36 var han klar til at tilstå hvad som helst for at få lægehjælp.

En anden 16-årig, Mohammed, ”tilstod” efter 18 dage, ”fordi – fortæller han - de ellers havde arresteret min mor og mine søskende, og fordi jeg ville ud af cellen”.

Mahmoud O’ fortæller om andre sider af forfølgelsen:

Mahmoud er 12 år og bor i Azzun, en landsby som ligger umiddelbart op til en israelsk bosættelse. Den bosættelse vil Israel udvide, hvis og når de kan fordrive de fastboende palæstinensere. En af metoderne er at skræmme folk ved at forfølge og arrestere deres børn.
Mahmoud beretter, at israelske soldater ved to-tiden om natten trængte ind i familiens hus og arresterede ham mens han lå og sov.
Soldaterne gav ham bind for øjnene og bandt hans hænder bag ryggen med en plastikstrip.
Han blev slået i ansigtet og derefter slæbt omkring 15 meter hen til og op i en militær jeep, hvor han blev anbragt på metalgulvet. I jeepen blev han sparket og slået og overfuset med nedværdigende skældsord.

På Ariel politistation blev han forhørt, slået og anklaget for at have kastet sten. (Ariel er en kæmpemæssig jødisk bosættelse på Vestbredden)
Soldaterne forsøgte at få ham til at underskrive en erklæring, som i øvrigt var på hebraisk, om at han havde kastet med sten. Det nægtede han.

Senere blev han forelagt en erklæring fra en anden dreng, som var blevet taget samme nat. Denne dreng havde angiveligt underskrevet et stykke papir om, at Mahmoud havde kastet sten. Men Mahmoud fortsatte med at benægte.

Der blev taget fingeraftryk, og han blev fotograferet.

Mahmoud blev ført til et checkpoint syd for Nablus og løsladt, efter at faderen havde betalt en kaution på 1.000 NIS (2.500 kr.).

Fa’ren blev advaret om, at Mahmoud kunne blive anholdt på et hvilket som helst tidspunkt inden for seks måneder fra nu af.

-----

På den måde kan det israelske militær holde en hel landsby og ikke mindst børnene i konstant angst for at blive arresteret igen. Og ved at tvinge børnene til at angive hinanden sås der splid og usikkerhed mellem indbyggerne i landsbyen.

Børnenes forklaringer viser, at de israelske myndigheder begår markante brud på internationale humanitære konventioner, på konventionen om Barnets Rettigheder og Den 4. Genèvekonvention. På denne baggrund har Defence for Children International, Palæstina-sektionene i januar 2010 afleveret følgende anbefalinger til FN’s særlige rapportør vedrørende tortur:

1.  Ingen børn skal afhøres uden at have en advokat efter eget valg og et familiemedlem ved sin side

2.  Afhøring af børn skal optages på video

3.  En tilståelse fremkommet under mishandling eller tortur skal afvises af militærdomstolen

4. Alle troværdige anklager om mishandling og tortur skal undersøges omhyggeligt og uvildigt, og de personer, der måtte findes ansvarlige for sådanne overgreb, skal retsforfølges

De mange fængslinger og mishandlinger forårsager svære traumer både for de fængslede og for de pårørende.
Efter løsladelsen kan det være svært at vende tilbage til et ”normalt“ liv.
En del fanger opbygger trods alt en personlig styrke og politisk bevidsthed under fængselsopholdet, og i den palæstinensiske befolkning har fangerne høj status. Faktisk styrker Israel gennem sin hårde fængslingspolitik utilsigtet den palæstinensiske modstand mod besættelsen.

I november 2012 fik Palæstina stor opbakning fra FN’s Generalforsamling med en opgradering af sin internationale status. Det er et vigtigt skridt fremad. Fremtiden for Palæstina ligger i opbakningen fra det store flertal af lande i verden og fra international solidaritet. Løsningerne ligger i FN’s Generalforsamling.

Det er vores håb, at det palæstinensiske folk vil gå videre ad FN-vejen. Det er efter vores vurdering den eneste vej frem til en retfærdig løsning for det palæstinensiske folk.

Tak fordi vi fik lejlighed til her at udtrykke vores solidaritet med de palæstinensiske politiske fanger.

Vi er Human Rights March – Kvinder i Dialog. Vores gruppe har været i gang i 10-12 år. Vi samarbejder med kvindegrupper og menneskerettighedsgrupper i både Israel og Palæstina. Du kan læse mere om vores arbejde i den her folder.

Og jeg vil varmt anbefale den stribe temafoldere, som Palæstina-initiativet netop har udgivet.

Tak for ordet.