Oplæg på debatmøde 30. september 2013 i anledning af de aktuelle Israel/Palæstina-forhandlinger

ER DER EN NY SITUATION  

Af Bodil Heinø  

Der er gang i forhandlingerne mellem palæstinenserne på den ene side og Israel og USA på den anden.

Der rejser sig en række spørgsmål:  

Kommer parterne mon denne gang frem til et forhandlingsresultat? Er der en ny situation?   

Forhandler Israel på skrømt, eller er Israel bragt i en ny situation og interesseret i en aftale?   

Palæstinenserne er interesserede, men forhandler Abbas på palæstinensernes præmisser?  

Er USA, EU og de arabiske velhaverlande parat til en i folkeretlig forstand retfærdig løsning, eller vil landene bare gerne have lagt låg på?  

Det er svært at sige. Dét man med sikkerhed kan sige, at alt forandrer sig hele tiden, men at indsigt og forståelse har svært ved at følge med?

 Situationen i Israel

Jeg tror, at mange mennesker har det umiddelbare billede af Israel, at det er et land præget af sociale kibutzer, af mennesker der efter forfølgelse søger og finder tryghed hos hinanden. Men det har ændret sig.

 Israel er det OECD-land, hvor der er størst forskel mellem rig og fattig.

Der er store sociale spændinger med demonstrationer, occupy-bevægelse o.lign., men oprøret er et socialt oprør, som ikke medtænker forholdet til palæstinenserne.

Der er dog stadig grupper af israelere, som holder fast i menneskerettighederne for både palæstinensere og jøder.  De bruger deres liv til at kæmpe for tolerance, fred og respekt. De er vores allierede.

Men der er også meget had.

 Had til palæstinensere, som straffrit kan chikaneres, der er frit lejde til at afbrænde deres olivenlunde, stjæle frugten fra plantagerne, male hade-ord på moskeer og kirker og øde­lægge palæstinensernes huse. Soldater kan straffrit opføre sig som bøller og torturere og ydmyge palæstinensere.

Had til indvandret arbejdskraft, både de inviterede og de ikke-inviterede.  

Had til de mange russere, som har medbragt deres kultur.

Had til de ortodokse jøder, som ikke arbejder og ikke yder militærtjeneste.  

Had til verden uden for Israel, som skolebørnene får indpodet er dem fjendtligt stemt og parat til at gentage holocaust.  

Dette had kan vise sig at blive en meget stor forhindring for forsoning og fred.  

Holdninger og behov hos den israelske finans- og forretningsverden er vigtig at tage med i billedet.

 En stadig rigere og stadig mere dekadent overklasse præger billedet i Tel Aviv. Israel har fået en big business-klasse med voksende økonomisk indflydelse over store dele af kloden. Det drejer sig om it-giganter, diamanthandel, hightech, våbenhandel, kapitalfonde, banker.

Formodentlig har det været repræsentanter for disse grupper, som mødtes med Netanyahu i maj. Her fik han at vide, at stilstanden i fredsprocessen var yderst skadelig for Israels økonomi, og at de manglende fremskridt satte Israels fremtid på spil. Finans- og forretningsfolkene var bekymrede over de signaler, de modtog fra deres internatio­nale netværk. En af dem sagde til dagbladet Haaretz, at de manglende fremskridt for en tostatsløsning vil sende Israel ud på en glidebane imod en binational stat, som hverken vil være jødisk eller demokratisk. At det vil forhindre udenlandske investeringer, og at ingen vil købe noget fra sådan en stat.  

Hvis disse finansfolk tænker ligesom Mao: ”Katte fanger mus, og det er underordnet hvilken farve musen har”, så kommer disse interesser i modstrid med dem, der kæmper for et Storisrael. Finansfolkene er tilsyneladende bekymrede. De har brug for ro og ordnede forhold. Og dét skal Netanyahu skaffe dem. Af referatet kunne det tyde på, at det har han lovet dem.  

Israel har hidtil begrundet sine krige og voldelige ageren med behov for sikkerhed. En kollektive angst for ydre fjender har fået befolkningen til at set bort fra indre modsæt­ninger.

 Men i øjeblikket ser det ud til, at Israel mister de fleste af sine fjender. Egypten er med sit militærdiktatur faldet på plads. Irak er i opløsning, Syrien er i gang med at miste sit potentiale, Iran vil forhandle. Og tilbage er Palæstinenserne, Hamas og Hezbolla.

 Alt i alt et broget billede med mange elementer, som spiller ind.

 Situationen i Palæstina

 Også blandt palæstinenserne på Vestbredden er der forandringer.

 Mere fattigdom og arbejdsløshed. En stadig mere utryk og besværlig dagligdag.

 En befolkning opsplittet i politiske og religiøse fraktioner. Der er stor mistænk­som­hed mellem mennesker, og det har vist sig vanskeligt at skabe en samlet modstand mod besættelsen.

 Der er et store modsætninger mellem Hamas og Fatah. De har været forsøgt overvundet, men det er ikke lykkedes. Hamas vender sig imod de igangværende forhandlinger.  

Som bekendt vandt Hamas de palæstinensiske parlamentsvalg i 2006. Ismail Haniyeh blev premierminister, men blev kuppet af Fatah, der indsatte Mahmoud Abbas som præsident. Et tilsvarende kup i Gaza mislykkedes.

 Salam Fayyad blev hentet fra Valutafonden og indsat som Det Palæstinensiske Selv­styres premierminister i 2007. Han blev aldrig anerkendt af palæstinensernes parlament, men fortsatte alligevel bl.a. som finansminister frem til 2013. Fayyad var Vestens mand på Vestbredden. De store pengestrømme fra Vesten til Vestbredden blev forvaltet af Fayyad. Ud over betaling af lønninger til Fatah-medlemmer og opretholdelse af samfundsinstitutioner havde han især to store projekter: Bygning af infrastruktur til etablering af den palæstinensiske stat og oprettelse af en paramilitær politistyrke. Politistyrken er blevet trænet af USA. Den anvendes især i kampen mod Hamas’ medlemmer på Vestbredden og står i øvrigt ikke tilbage for det israelske militær, når det drejer sig om brutalitet.  

Det er tilsyneladende en fortsættelse af det projekt, der er udgangspunkt for de forhandlinger, som Abbas står i spidsen for, og som ikke har demokratisk legitimitet.  

Der har tidligere været – og er muligvis stadig - opbakning blandt palæstinenserne til forhandlinger om en tostatsløsning. Spørgsmålet er, om der vil være opbakning til en hvilken som helst tostatsløsning. De forslag til en tostatsløsning, som palæstinenserne møder til forhandlingerne med, er meget beskedne, og det er et spørgsmål, om det er nok for den almindelige palæstinenser.

Der er tilsyneladende ved at opstår uro i det palæstinensiske bagland.  

PLO’s eksekutivkomite udtalte fra sit seneste møde, at hvis USA og det internatio­nale samfund ikke stopper Israels fremfærd og udbygning af bosættelserne, vil PLO benytte folkeretten og andre juridiske kanaler og indstævne Israel for Den inter­nationale Krigs­forbryderdomstol. En udtalelse, der må tolkes som en undsigelse af Abbas.  

Palæstin­en­siske menneskerettighedsorganisationer – som har stor vægt i den palæ­sti­nensiske offentlighed - har i en fælles udtalelse peget på, at en forhand­lings­løsning må bygge på internationale juridiske standarder. Dette er også en undsigelse af Abbas.

 Man kan stille sig det spørgsmål, om et forhandlingsresultat vil kunne få opbakning, hvis det ikke radikalt forandrer palæstinensernes situation.

 Har Abbas i virkeligheden sat barren for lavt? Vil han stå tilbage med kun én mulig­hed: at opsige Osloaftalen og ophæve selvstyret. Et sådan skridt ville betyde, at Israel uden filtre overtog hele ansvaret for det besatte Palæstina.  

Verden uden for Palæstina 

Sociale medier forkorter afstande mellem mennesker og øger vores information om begivenhederne.

 Større indsigt i de reelle forhold gør det legitimt at diskutere Israels overgreb uden at blive hængt ud som antisemit. Dermed bliver det sværere at forsvare Israels politik både for menigmand og for politikere.

 EU har gjort Israel til sit medlem, blot uden medlemskort. Israel er integreret i handel – ikke mindst våbenhandel - med mange EU-lande. Derfor er det bemærkelses­værdigt, at EU har vedtaget restriktioner over for Israel, og at EU i den forbindelse nævner Israels forpligtelser over for folkeretten.  

Mellemøsten er under forandring. Det er USA’s rolle måske også. Vil USA fortsat lægge alle sine æg i Israels kurv?  Eller vil USA som i Syrien-spørgsmålet være nødt til i højere grad at medvirke stil løsninger gennem FN?