Human Rights March
Kvinder i Dialog 
Palæstina - Israel - Danmark


Søg:

Opdateret 02.06.2017

Forside

Seneste nyt
-
2017 Øjenvidneberetning
- Foredragskatalog
-
Filmkatalog
-
Årsberetning 2016

Informationsmateriale
-
Foldere
- Filmkatalog
- Foredragskatalog

Russell-tribunalet
 - Ekstraordinært    tribunal   2014
-
Arbejdet fortsætter 
- Bruxelles 2013
- New York 2012
- Sydafrika 2011
- London 2010
- Barcelona 2009
- Baggrund

Gaza
-
2014 EU-valget og Israel
-
Hæv blokaden - tænd et lys 28. febr. 2014 
- Glem ikke Gaza
- 34 spørgsmål og svar
- Tænd et lys for Gaza

Politiske fanger
- generelt om fangerne
- Addameer-rapport 2013
- Sultestrejke og   ulydighedskampagne
- WOFPP´s nyhedsbreve
 
Børn
-
2017 Øjenvidneberetning
- 2015 Vil du nedbryde..
- 2014 Rettigheder
-
2013Folkemøde Bornholm 
- 60 israelske eksperter   advarer nov. 2010
- Fangeudveksling okt. 2011
- Drengene fra Azun
- Natlig registrering
- FN-anbefalinger, 2010
- Palæstinas børn har også ret til et liv

Anerkend Palæstina
-
50 års besættelse
- Brev til Israels   ambassade 2016
- Optagelse i FN
- Kort over Palæstina

Andet
- militærnægtere
- Freedom Theatre i Jenin
- Al-Nakba
- Brev til ambassaden

Nyttige link
- Palæstina
- Israel
- Palæstina - Israel
- Danmark
- internationalt
- ambassader

Arkiv
- årsmøder/beretninger
- afholdte møder
- Københavnertribunalet 2008
- andre arrangementer

 webmaster: Ruth Jensen

gixmo.dk

Spørgsmål og svar om Gaza

Af Stephen Shalom
Underviser i statskundskab på William Paterson universitetet i New Jersey.
Medlem af bestyrelsen for New Politics og skriver for Znet

Indledning

1. Har Israel ikke ret til at forsvare sig selv og sin befolkning mod raketangreb?

Raketter fra Gaza mod israelske civile er en overtrædelse af international lov.

Men ved enhver vurdering af, om Israels militære aktioner udgør et lovligt selvforsvar, må man tage sammenhængen og spørgsmålet om proportionalitet i betragtning.
Den brede sammenhæng er, at den israelske besættelse af de palæstinensiske områder er uret-færdig og ulovlig, og Israel kan ikke gøre krav på selvforsvar, når palæstinenserne kæmper med legitime midler for at afslutte besættelsen. (På samme måde som japanske tropper ikke kunne påstå selvforsvar, når de blev angrebet af partisaner i det besatte Kina eller det besatte Filippinerne under 2. verdenskrig.)
Det rimelige israelske svar på sådanne palæstinensiske aktioner er ikke "selvforsvar", men fuld tilbagetrækning fra de besatte områder.

Gaza

2. Mens erobringer i angrebskrige klart er ulovlige, opnåede Israel så ikke Vestbredden og Gaza som resultat af en forsvarskrig mod et angreb udført af de arabiske nabostater?

Vestbredden (inklusive Østjerusalem) og Gaza såvel som Sinai og Golanhøjderne blev erobret af Israel under krigen i juni 1967, en krig hvor Israel angreb først. Israels støtter påstår med en morderisk retorik, at selvom Israel affyrede det første skud, var det en berettiget, præventiv krig, idet de arabiske hære var ved at mobilisere ved Israels grænser. Retorikken var virkelig bloddryp-pende, og mange mennesker rundt om i verden var bekymrede for Israels sikkerhed. Men de, der forstod den militære situation - i Tel Aviv og i Pentagon - vidste meget godt, at selv om araberne angreb først, ville Israel klare sig i en hvilken som helst krig. Ægyptens leder søgte efter en udvej og indvilgede i at sende sin vicepræsident til Washington til forhandlinger. Inden det kunne føres ud i livet, angreb Israel, dels fordi det forkastede forhandlinger, og dels ved udsigten til et kom-promis, der kunne redde ansigt for Ægypten. Menachem Begin, der entusiastisk støttede denne (og andre) israelske krige, var helt klar over nødvendigheden af at udføre et angreb: "I juni 1967 2

havde Israel et valg", udtalte han. Ægyptiske troppekoncentrationer viste ikke, at Nasser var ved at angribe. "Vi må være ærlige overfor os selv. Det var os, der besluttede at angribe ham."[1]

Men selv hvis 1967-krigen havde været forsvar fra Israels side, kunne det ikke retfærdiggøre ved-varende herredømme over palæstinenserne. Et folk mister ikke sin selvbestemmelsesret, fordi en regering i et naboland går i krig. Man kunne selvfølgelig straffe Jordan ved at undlade at give Vestbredden tilbage. (Jordan havde alligevel ikke ret til besættelse af Vestbredden fra starten. Men Jordan var gået sammen med Israel om at opdele den dødfødte palæstinensiske stat, som FNs delingsplan fra 1947 indebar). Og man kunne undlade at tilbagegive Gaza til ægyptisk administra-tiv kontrol. Men der er intet grundlag for at straffe den palæstinensiske befolkning ved at tvinge den til at underkaste sig en udenlandsk militær besættelse.

Israel indlemmede straks det besatte Østjerusalem i selve Israel og erklærede, at Jerusalem var dets forenede og evige hovedstad. Israel begyndte at oprette bosættelser i de besatte områder i strid med Genèvekonventionerne, der forbyder en besættelsesmagt at installere sin befolkning på besat territorium. Israels juridiske rådgiver, den fremtrædende jurist Theodor Meron, advarede om, at enhver bosættelse ville være ulovlig, [2] men han blev ignoreret.

Og Den internationale Domstol i Haag har afgjort - i en udtalelse, som blev støttet af samtlige dommere, inklusive dommeren fra USA - at alle bosættelser i de besatte områder er ulovlige. [3]

3. Har Israel ikke trukket sig tilbage fra Gaza og dermed afsluttet besættelsen?

Israels tilbagetrækning afsluttede ikke besættelsen. Som John Dugard, FNs specielle rapportør om de Besatte Palæstinensiske Områder, rapporterede i 2006:

Erklæringen fra Israels regering om, at tilbagetrækningen afsluttede besættelsen, er groft misvisen-de. Selv før Operation Sommerbyger (Operation Summer Rains), efter tilfangetagelsen af korporal Shalit, var Gaza under effektiv israelsk kontrol. Denne kontrol kom til udtryk på adskillige måder. Israel beholdt kontrollen over Gazas luftrum, havområde og ydre grænser. Der blev indgået en særlig ordning for at åbne Rafah-overgangen til Ægypten, som skulle overvåges af EU-personel, men alle andre overgange forblev for det meste lukkede. Den israelske hærs aktioner i forhold til Gaza har virkeligt vist, at moderne teknologi tillader en besættelsesmagt effektivt at kontrollere et territorium, selv uden militær tilstedeværelse.[4]

Den 20. november 2008 skrev Human Rights Watch til den israelske premierminister Ehud Olmert og fastslog blandt andet:

"Selv om Israel har trukket sine permanente militære styrker og bosættere tilbage i 2005, er Israel stadig en besættelsesmagt i Gaza ifølge international lov, fordi det fortsat udøver effektiv daglig kontrol over nøgleaspekter af livet i Gaza"[5]

Hvis Israel virkelig havde trukket sig tilbage fra Gaza, kunne det ikke forbyde Gaza handel ad sø- eller luftvejen med andre nationer, forhindre mennesker i at sejle eller flyve ind og ud af Gaza, 3 overflyve Gazas luftrum og patruljere dets kystområde eller erklære "adgang forbudt-zoner" i Gaza. Israel kontrollerer desuden Gazas folkeregister og indkasserer importtold på de varer, det tillader at komme ind i Gaza.[6]

4. Uanset om besættelsen opretholdes juridisk, har Israel så ikke opgivet sine bosættelser og mili-tære anlæg i Gaza?

Israels "tilbagetrækning" fra Gaza var et ensidigt skridt, ikke planlagt med nogen palæstinensiske ledere overhovedet. Israelske bosættere blev fjernet fra Gaza, men flere nye bosættere rykkede til Vestbredden i 2005 end der forlod Gaza, og mere palæstinensisk land blev overtaget på Vestbred-den end der blev givet afkald på i Gaza.[7] For mange stod det klart at tilbagetrækningen, i stedet for at være et skridt hen imod en palæstinensisk statsdannelse, snarere var at sikre Israels greb om Vestbredden og nægte det palæstinensiske folk nogen som helst uafhængig eksistens. Som Ariel Sharons højre hånd, Dov Weisglass, udtalte i et interview til en israelsk avis: "Betydningen af tilbagetrækningsplanen er fastfrysning af den politiske proces. Og når man fastfryser den proces, forhindrer man oprettelsen af en palæstinensisk stat, og man forhindrer en diskussion om flygtninge, om grænser og om Jerusalem. Faktisk er hele denne pakke, der kaldes den palæstinensiske stat med alt hvad den indebærer, blevet fjernet på ubestemt tid fra vores dagsorden."[8]

5. Hvorfor skulle Israel være forpligtet til at åbne sine grænser eller overføre elektricitet eller brændstof til Gaza? Har det ikke en suveræn ret til at lukke sine grænser, som det har lyst til?

Når et land har kontrolleret et område i 40 år og har forbudt al virksomhed og udvikling, som kun-ne sætte området i stand til at fungere uafhængigt, så er det forpligtet. Når det samme land yder-ligere forbyder området at drive handel via luft- eller søvejen, kan det ikke kræve ret til at lukke grænseovergangene.

6. Gaza har fælles grænse med Ægypten. Hvorfor bliver Israel kritiseret for at afskære Gazas grænser?

Da Israel "trak sig tilbage" fra Gaza, gav det ikke Rafah-overgangen - forbindelsen til Ægypten - tilbage til palæstinenserne. I stedet blev der indgået en aftale vedrørende Rafah-overgangen om bevægelse og adgang (AMA = Agreement on Movement and Access), som blev underskrevet i november 2005 af det Palæstinensiske Selvstyre og Israel med USA’s opbakning, på den betingelse, at overgangen blev bemandet af EU-personel. Ifølge aftalen ville Israel have vetoret med hensyn til, hvem der kunne passere gennem grænseovergangen. (Selvom de ikke ville være til stede ved overgangen, ville israelerne have direkte videoovervågning og forhåndsinformation om enhver, der ønskede at krydse overgangen).

Den israelske menneskerettighedsorganisation Gisha har bemærket: "Med undtagelse af personlige ejendele, som medbringes af rejsende, er import forbudt via Rafah, den eneste overgang til Gaza, som ikke direkte kontrolleres af Israel."[9] 4

Ægypten kunne selvfølgelig ignorere AMA og åbne grænsen alligevel. Og det burde Ægypten gøre. EU og USA’s regeringer kunne og burde afslutte deres finansielle kvælning af Gaza og sende forsy-ninger ad søvejen til Gazas kyst og dermed ignorere Israels blokade, eftersom man må formode, at Israel ikke ville sænke fartøjer fra EU-lande og USA. Alle disse regeringers opførsel er forkaste-lig.

Hamas

7. Brugte Hamas ikke bare tilbagetrækningen fra Gaza som en chance til at affyre raketter mod Israel uden provokation?

Raketangrebene aftog efter den israelske tilbagetrækning. Der blev affyret 281 raketter mod Israel fra Gaza i 2004, og 179 i 2005. Tilbagetrækningen blev afsluttet i september 2005. I fire måneder, fra oktober 2005 til januar 2006, blev der kun affyret 40 raketter.[10]

Sidst i september blev en byge af raketter affyret fra Gaza, efter en dødbringende eksplosion ved en Hamas-militærparade i flygtningelejren Jabaliya i Gaza. De fleste observatører, inklusive det Palæstinensiske Selvstyre (involveret i broderkrig med Hamas), beskyldte Hamas for eksplosions-uheldet; Hamas påstod, at Israel var ansvarlig for det. Hvad sandheden end er, så udtalte ITIC, en israelsk tænketank tæt knyttet til den israelske sikkerhedstjeneste og militæret[11]:

"Bagefter afsendte Fatah-fraktioner og PIJ (Palæstinensisk Islamisk Jihad) det største antal raketter. Hamas standsede sin direkte involvering i raketaffyring efter den interne og eksterne kritik, det fik for at have skadet den palæstinensiske civilbefolkning og senere på grund af dets regeringsforplig-telser."[12]

Andre palæstinensiske grupper affyrede raketter. I oktober 2005 var der en anden omgang raket-affyring. Men det skete ikke isoleret. I mønstret af vold og gengældelsesvold er det svært at afgøre, hvem der "startede". Den 23. oktober 2005 dræbte israelske styrker to medlemmer af Islamisk Jihad på Vestbredden; der blev så affyret raketter fra Gaza, som dog ikke sårede nogen. Så lukkede Israel grænseovergangene; dets fly fløj lavt over Gaza og lavede overlydsbrag, det affyrede luft-til-jord missiler, der sårede fem. En selvmordsbomber fra Vestbredden angreb en israelsk by og dræbte fem. Israel slap yderligere luftangreb og kanonartilleri løs over Gaza og dræbte otte, heraf tre børn.[13] Tingene kølede ned nogle dage senere og forblev forholdsvis rolige indtil efter valget af Hamas i slutningen af januar 2006.

8. Hvordan reagerede Israel og Vesten på Hamas' valgsejr?

I januar 2006 stillede Hamas op til valget til den palæstinensiske lovgivende forsamling (imod sin tidligere politik om at ikke at deltage i valg) og fik flertallet af de afgivne stemmer. Internationale observatører bekræftede valget som fair,[14] og det var virkelig et af de sjældne tilfælde af demo-kratisk valg i den arabiske verden. Washington havde presset Israel til at tillade valget, og Hamas' sejr var en overraskelse for alle (også for Hamas). 5

Ironisk nok havde USA og Israel tidligere støttet Hamas i et forsøg på at underminere PLO’s seku-lære lederskab.[15]

De fleste analytikere konkluderede, at vælgerne ikke så meget udtrykte støtte til Hamas' religiøse standpunkt, som de forkastede Fatahs korrupte og frygtsomme lederskab, der efter så mange år ikke havde bragt palæstinenserne nærmere til en levedygtig egen stat.

I stedet for at se Hamas' regeringsdeltagelse som en chance til at opmuntre det til at moderere sine standpunkter, besluttede Israel, USA og EU at knuse det. Israel nægtede at aflevere palæsti-nensiske skatteindbetalinger og lukkede grænserne, hvilket forårsagede alvorlige økonomiske trængsler. Internationale donorer, specielt USA og EU, tilbageholdt pengesummer, og Washington gik et skridt videre og indførte strenge restriktioner. Den anerkendte tænketank International Crisis Group skrev:

"NGO’er engageret i humanitært nødhjælpsarbejde står overfor betydelige forhindringer på grund af ekstraordinært restriktive regler fra USA’s skatteministerium; USA-organisationer skal for eksem-pel have forhåndsgodkendt deres bidrag, som skal have form af naturalier, ikke penge."

"Sådanne restriktioner har indvirkning på udviklingshjælpen - 450 millioner dollar i 2005 – hvilket er endnu mere alvorligt, for den kræver ofte direkte kontakt med det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Nogle NGO’er i USA har måttet stille hele projekter i bero. CARE, den internationale nød-hjælpsorganisation, som hidtil har stået for 30 pct. af sundhedsministeriets medicinforsyning under et USAID-finansieret medicinsk nødhjælpsprogram, standsede de løbende forsyninger, efter at USAID tilbageholdt sin godkendelse."[16]

9. Hvordan kunne Hamas være en partner for fred? Afviste de ikke de 3 amerikansk–israelske betin-gelser: at anerkende Israel, afstå fra vold, og acceptere tidligere aftaler, der er blevet indgået af det Palæstinensiske Selvstyre?

Hamas har virkelig afvist disse tre betingelser, men ikke mere end, hvad Israel og USA har gjort.

Hamas har ikke anerkendt Israel, men Israel og USA har heller ikke anerkendt en uafhængig palæ-stinensisk stat.

Tænk på FN-resolution 63/165, som blev vedtaget den 18. december 2008. Resolutionen bekræfter det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, inkl. retten til en uafhængig palæstinensisk stat, og opfordrer desuden alle stater og FN til at fortsætte med at hjælpe det palæstinensiske folk i de tidlige faser af virkeliggørelsen af dets ret til selvbestemmelse. Resolutionen blev vedtaget med overvældende flertal på 173 for og 5 imod og 7 afholdt sig fra at stemme. De 5 nejstemmer kom fra USA, Israel og 3 bittesmå USA-afhængige østater i Stillehavet.[17]

Selvfølgelig kan Israel sige, at det godt vil acceptere en palæstinensisk stat, bare ikke med 1967-grænserne, og kun så længe den indskrænker sig til en lille bid ikke-levedygtigt område. Men hvis nu Hamas viser tilsvarende imødekommenhed og erklærer sig villig til at anerkende Israel, dog 6

begrænset til Tel-Aviv med forstæder, så kan man godt have sin tvivl om, om Israel og USA ville anse det for tilstrækkeligt velvilligt.

Med hensyn til brug af vold ville det være rart, hvis Hamas gav afkald på vold. Imidlertid er enhver præken fra USA og Israel i den henseende uhyrlig. (Tænk bare på Sinai 1956 eller Libanon 1982 eller Irak 2003.) Det skal også bemærkes, at de israelere, som virkelig afstår fra vold - ved at nægte militærtjeneste i en besættelseshær - bliver sat i fængsel.[18]

Med hensyn til accept af tidligere aftaler, så husk lige Washingtons opsigelse af Antimissil-missil-aftalen, dets "annullering af sin underskrift" på aftalen om Omfattende Forbud mod Prøvespræng-ninger og dets manglende efterlevelse af den Internationale Domstols afgørelse om Nicaragua. Tænk bare på, at den International Domstol fandt, at Israel med sin opførelse af muren på den besatte Vestbred overtrådte den fjerde Genèvekonvention (som Israel er part i) [19]. FNs general-forsamling bekræftede siden ved en afstemning med 150 mod 6, mens 10 afstod fra at stemme, den Internationale Domstols udtalelse og opfordrede Israel til at rette sig efter afgørelsen.[20] Israel nægtede at gøre det, og USA støttede dets afvisning. For Israel og USA er højtideligt ved-tagne aftaler således bare papir.

Palæstinenserne underskrev Oslo-aftalerne i 1993, der lovede dem en stat i 1999, uden at de så nogen stat, men derimod en enorm vækst i antallet af israelske bosættere.[21] For dem må Israels insisteren på, at Hamas tilslutter sig aftaler, forekomme at være en brutal spøg.

10. Har Hamas ikke nægtet nogensinde at ville acceptere Israels eksistens?

Da Israels premierminister Ehud Olmert talte i USA’s Kongres i 2006, erklærede han sin fortsatte tro på "vort folks evige og historiske ret til hele dette land."[22] Dog, sagde han, forstod han nød-vendigheden af et kompromis. Hamas har indtaget et tilsvarende standpunkt: de betragter hele Palæstina som helligt muslimsk land og anser Israel for illegitim, men alligevel har de gjort det klart ved flere lejligheder, at de er villige til at indgå kompromis, og at de vil acceptere en tostats-løsning inden for 1967-grænserne med Østjerusalem som hovedstad i den palæstinensiske stat, tillige med en våbenhvile der kunne vare 20, 30 eller 50 år, eller endda uendeligt.[23]

Israel og USA nægtede imidlertid at følge op på disse tilbud fra Hamas og nægtede overhovedet at tale med Hamas – til trods for, at et flertal af israelere [24] og konservative analytikere som f.eks. Efraim Halevy, den tidligere leder af Israels sikkerhedstjeneste Mossad, [25] støttede sådanne samtaler.

11. Støtter Hamas ikke islamisk fundamentalisme og antisemitisme?

I de sidste årtier er sekulære nationalistiske og progressive bevægelser desværre blevet erstattet af fundamentalister over hele Mellemøsten. Det er et resultat af den enorme undertrykkelse, som de nationalistiske og venstreorienterede bevægelser har oplevet, og af deres egne interne svaghe-der. Og antisemitismen er vokset over hele Mellemøsten, hvilket ikke er overraskende når man 7

ser, hvordan palæstinenserne har været ofre for et skrækkeligt barbari fra en såkaldt "jødisk stat." (Og folk i Mellemøsten bliver ikke opmuntret til at skelne så nøje, når Israels forsvarere erklærer, at kritik af Israel pr. definition er antisemitisk.) Det er klart, at vi må forkaste antisemitisme og fundamentalisters reaktionære sociale synspunkter.

Hamas, som havde sin oprindelse i det ægyptiske Muslimske Broderskab, udspringer af en islamisk fundamentalistisk baggrund. Men udspring alene bestemmer ikke dets nuværende adfærd. En vurdering fra marts 2008 af Hamas' aktuelle praksis fra den anerkendte International Crisis Group tegner et blandet billede.

Hamas, siger de, "afviser enhver intention om med tvang at indføre en islamistisk enhed (entitet). De udpegede ikke-Hamasmedlemmer til at varetage sikkerhedstjenesten og forvalte retsvæsenet. Der er ingen åbenbare tegn på islamisering af domstolene eller af skolerne. Myndighederne æn-drede ikke det Palæstinensiske Selvstyres skolepensum, lovkodeks eller forfatning. I overens-stemmelse med det Palæstinensiske Selvstyres praksis, men kontroversielt inden for islamisk tra-dition, udpegede de i januar 2008 en kvindelig dommer og forfremmede en anden kvinde til leder af appeldomstolen. Det er værd at bemærke, at de gennem TV og radio såvel som gennem moskeer-ne har rekrutteret kvinder til at udfylde hullerne i politiet. Over 100 kvinder har ansøgt. En Hamas-embedsmand erklærede: "Folkene i Ramallah prøver at stemple Hamas som ekstremistisk. Men et islamisk emirat i Gaza kommer ikke på tale."

"Men tidligere praksis garanterer ikke fremtidig opførsel, og menneskerettighedsgrupper såvel som ikke-Hamas prædikanter er stadig dybt bekymrede, idet de peger på en form for indirekte socialt pres. Indenfor Hamas insisterer en mere hårdnakket klerikal fraktion på, at Sharia (islamisk lov) skal spille en større rolle ...

"En ældre Hamas-jurists svar var dobbelttydigt: ’Vi ønsker at domstolene anvender Sharia-love, men vi vil ikke tvinge folket.’ Dog har de i nogle tilfælde gjort netop det" ...

"Under Gazas voksende isolation og tilbagetrækningen af vestlig tilstedeværelse er sociale skikke blevet stadigt mere konservative og patriarkalske, en proces nogle af Hamas' mere fanatiske mili-tante, specielt indenfor sikkerhedsstyrkerne, har opmuntret.

Der bruges mere tid til religiøs undervisning i skolerne, og man ved, at nogle lærere straffer piger, som ikke bærer slør. Selvom kvinder stadig går uden slør på gaden, og embedsmænd siger, at der ikke er regler for korrekt påklædning, så ved man at nogle Hamas-militante har påbudt piger at bære slør. Nok har Hamas afværget kvindedrab på grund af påstået umoralsk adfærd, men ugifte par i biler har meldt, at de er blevet slået og tilbageholdt. Angreb på netcafeer - øjensynligt udført af ikke-Hamas grupper - er begyndt at tage til efter en kort, rolig periode lige efter magtovertagel-sen (i 2007), og Gazas kristne beskylder Hamas for at gøre for lidt og for sent for at vende den signifikante stigning i angreb på de kristne trossamfund, som tæller 3000 medlemmer. Dette, vil nogen mene, er bevis på den voksende indflydelse af radikal islamisme indenfor Hamas."[26] 8

Desværre vil fortsat israelsk brutalitet og palæstinensisk hjælpeløshed sandsynligvis øge de værste tendenser i Hamas.

Samtidig er jødiske fundamentalister politisk stærke i Israel og sidder med i regeringskoalitionen. USA’s udenrigsministerium har noteret sig den israelske "regerings ulige behandling af ikke-orto-dokse jøder, bl.a. det forhold at regeringen kun anerkender ortodoks jødisk, religiøs myndighed i sager vedrørende jøders personlige forhold og civilstand. Regeringens fordeling af statsmidler be-gunstiger ortodokse (herunder moderne og nationale religiøse strømninger af ortodoksi) og ultra-ortodokse jødisk-religiøse grupper (undertiden kaldet "Haredi") og institutioner."[27]

Hamas' charter fra 1988 citerer Zions Vises Protokoller[28], skønt dokumentet i mange henseen-der er forældet.[29] Organisationen griber dog stadig til antisemitisk retorik.[30]

Men at Hamas har sådanne synspunkter, diskvalificerer dem ikke som part i fredssamtaler. Det faktum, at hinduer og muslimer i Sydasien har racistiske synspunkter om hinanden, udelukker for eksempel ikke, at de sætter sig ned sammen. Og rigtig mange israelere har racistiske anskuelser om palæstinensere[31] (apropos faderen til Obamas nye stabschef, Rahm Emanuel, som sagde at arabere kun duede til at vaske gulv[32].)

Man kan finde modbydelig antijødisk retorik hos visse palæstinensiske religiøse ledere. Men man kan finde et lige så frastødende sprog hos visse israelske rabbinere. For eksempel erklærede den sefardiske overrabbiner i Israel i en religiøs afgørelse i 2007, at der er "absolut intet moralsk forbud mod vilkårlige drab på civile under en mulig massiv militær offensiv i Gaza med det formål at stoppe raketaffyringer", fordi "en hel by har kollektivt ansvar for enkeltpersoners umoralske opførsel". Den-ne rabbiners søn, der selv er overrabbiner i Safad, forklarer: "Hvis de ikke holder op, når vi har dræbt 100, så må vi dræbe 1000. Og hvis de ikke holder op, når vi har dræbt 1000, så må vi dræbe 10.000. Hvis de stadig ikke holder op, må vi dræbe 100.000 eller en million. Hvad som helst der skal til, for at få dem til at stoppe."[33]

Racisme må bekæmpes, men der er ingen mening i at udelukke en part som potentiel partner for fred, indtil dennes racisme er udryddet.

12. Er Hamas en terrororganisation?

Hamas har aldrig været en terrororganisation som al-Qaeda. Til forskel fra sidstnævnte har Hamas en massebasis, sociale velfærdsprogrammer og nu en vælgerbasis.

Hamas har været engageret i terroraktioner, navnlig ved bevidst at gå efter civile som mål for selvmordsbomber.

Sherdia Zuhur, lektor i islamisk og regional forskning på Institut for Strategiske Studier ved U.S Army War College, skriver:

"Hamas’ aktioner omfattede ikke selvmordsangreb før 1994, da en amerikanskfødt israelsk bosæt-ter, Baruch Goldstein, den 25. februar beskød og kastede håndgranater mod ubevæbnede bedende i 9

al-Haram al-Ibrahimi moskeen i Hebron og dræbte 29 mennesker. Man antog, at Goldstein havde fået adgang ved hjælp af israelske tropper. Indtil den dato var israelsk militær det eneste mål for Hamas. Hamas indstillede den slags angreb, der var meget kontroversielle blandt andre palæsti-nensere, i 1995 og genoptog dem efter det "målrettede drab" på Hamas-lederen Yahya Ayyash."[34]

Zuhur bemærker videre, at "Hamas opretholdt en pause på tre år i selvmordsangreb, som så blev genoptaget i et år og muligvis brudt med et angreb på Dimona i januar 2008, som kan være udført af Hamas eller af andre aktører."[35]

Og med mellemrum har Hamas affyret raketter mod civile områder, hvilket også er en form for terrorisme.

Denne opfattelse antyder, at Hamas nok har engageret sig i terror, ikke har udelukket det, men at Hamas også er lydhør overfor at afstå fra terror, hvis de anser omstændighederne for passende. En sådan opfattelse bør fordømmes - terrorisme er altid forkert - men Israels opfattelse af terror må lige så vel fordømmes.

13. Hvordan kan Israel beskyldes for terrorisme, når det ikke dræber civile med vilje og betragter alle civile dødsfald, som de forårsager, som beklagelige uheld?

Her skal man huske USA’s officielle terrordefinition: "Overlagt, politisk motiveret vold begået mod ikke-kombattante mål."[36] Tre ting skal bemærkes her:

For det første. At påføre civile smerte med politisk formål har længe været officiel israelsk politik. Da Hamas bortførte en israelsk soldat i juni 2006, svarede Israel igen med at tilintetgøre Gazas eneste kraftværk, hvilket forårsagede massiv lidelse.[37] Israelske ledere har åbent indrømmet, at de ville smadre Gazas økonomi for derigennem at underminere støtten til Hamas. (At dette er en idiotisk politik gør den ikke mindre umoralsk. At regeringerne i USA, EU og Ægypten er medskyldige i denne politik gør det tilsvarende ikke mindre umoralsk.) Gazas indbyggere har set fattigdom og arbejdsløshed ryge i vejret og deres sundhed og velfærd falde, når Israel har lukket deres græn-ser, afskåret dem fra brændstof- og elektricitetsforsyninger og tilbageholdt deres egne skatteind-tægter. Menneskerettighedsgrupper [38] og FN-ansatte [39] har fordømt denne politik med øko-nomisk strangulering, og anser den for "kollektiv afstraffelse."

Når Thomas L. Friedmann i New York Times udtrykker håb om, at Israel følger en strategi i Gaza, der prøver at påføre "kraftig smerte på Gazas civile" så støtter han en politik, der er umulig at skelne fra USA’s regering officielle definition på terror[40].

For det andet. I årenes løb har Israel med vilje dræbt civile. Blandt andet har det brugt dødbrin-gende ammunition mod demonstranter, der ikke udgjorde nogen alvorlig trussel.[41] Israel har målrettet dræbt sundhedspersonale og journalister.[42] Og nu har Israel målrettet dræbt civilt politi og ikke-militære regeringsansatte i Gaza (mere herom senere). 10

For det tredje. Selv når det ikke direkte har sigtet på civile, har Israel vist fuldkommen ligegyldighed med hensyn til civiles velfærd og dræbt mange. Det er ikke "uheldige fejltagelser", men resultat af overlagt, kriminel ligegyldighed. Det er rigtigt at der i israelsk lov skelnes mellem overlagt og ikke overlagt drab, hvor det første er en langt alvorligere forbrydelse end det andet. Men loven aner-kender også, at der undertiden kan være lige så megen grund til at fordømme kriminel uagtsom-hed som forsætlig kriminalitet. Som den palæstinensiske menneskeretsorganisation Al Haq rigtigt anfører: "Valget af mål og angrebsmetoder og antallet af dræbte og sårede civile indikerer klart en hensynsløs ligegyldighed med civiles liv, der er synonym med forsæt."[43]

Tænk over kendsgerningerne før det nuværende israelske angreb på Gaza blev sat ind.

Ifølge den israelske menneskeretsorganisation B'Tselem blev 2.990 palæstinensere i Gaza dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i perioden fra 29. september 2000 (begyndelsen af den anden Intifada) til 30. november 2008. Af de dræbte var 1.382 personer kendt som ikke deltagende i fjendtligheder-ne. [44] (I samme syvårige periode dræbte palæstinensiske raketter i alt 22 israelske civile.[45]) Hvis disse palæstinensiske raketter var lig med terrorisme og krigsforbrydelser - og det var de - hvor meget større var så ikke den israelske regerings forbrydelser?

Sådan forholder det sig, hvad enten israelske talspersoner proforma udtrykker beklagelse eller erklærer, som daværende premierminister Ariel Sharon gjorde det i marts 2002: "Palæstinenserne skal rammes, og det skal gøre ondt. Vi må påføre dem tab og ofre, så de føler den tunge pris."[46]

14. Er Hamas' affyring af upræcise raketter ikke en krænkelse af den humanitære folkeret?

Jo. Men læg mærke til, at nok er Israels våben langt mere præcise end Hamas’, men de er ikke præcise nok til at ramme militære mål uden at påføre civile i nærheden betydelig skade. Og marine- og luftbombardementer, artilleriild og beskydning fra kampvogne kan med sikkerhed ikke være præcist nok til at undgå at ramme civile i et så tætbefolket område som Gaza.

15. Kan det faktum, at Israel har dræbt civile, retfærdiggøre palæstinensiske angreb på civile?

Folkeretten siger helt klart, at fjendens forbrydelser ikke retfærdiggør gengældelsesforbrydelser. Det gælder for palæstinenserne, såvel som (og på grund af magtuligheden specielt) for israelerne.

Palæstinensiske angreb på israelske civile - hvad enten det sker med raketter eller selvmordsbomber - er umoralske og virker mod deres hensigt, i og med de styrker de mest reaktionære elementer i det israelske samfund. Men de er ikke overraskende. Ehud Barak – i skrivende stund Israels for-svarsminister - indrømmede i et interview, at hvis han var blevet født som palæstinenser, ville han sandsynligvis have tilsluttet sig en terrororganisation.[47] Og den tidligere israelske politiker Yossi Sarid skrev den 2. januar 2009:

"I denne uge talte jeg med mine studenter om Gaza-krigen i forbindelse med en forelæsningsrække om national sikkerhed. Der var en studerende, som havde udtrykt ret konservative, alment aner-kendte synspunkter – dvs. let højreorienterede synspunkter – som tog fusen på mig. Uden nogen 11

provokation fra min side tilstod han oprigtigt: 'Hvis jeg var ung palæstinenser, ville jeg indædt bekæmpe jøderne, også med terror. Den, der siger noget andet, er fuld af løgn’." [48]

Palæstinenserne i Gaza levede i to årtier under ægyptisk administration; derefter har de i fire årtier lidt under en brutal og udmarvende israelsk besættelse. Som den israelske historiker Avi Shlaim forklarer: "Med en stor befolkning af flygtninge fra 1948, klemt sammen på en lille stribe land uden infra-struktur eller naturressourcer, har Gazas fremtidsudsigter aldrig været lyse. Gaza er imidlertid ikke bare et tilfælde af økonomisk underudvikling, men et enestående grusomt eksempel på bevidst modudvikling. For at bruge den bibelske sætning, så omdannede Israel Gazas indbyggere til brændehuggere og vandbærere, til billig arbejdskraftreserve og tvungne aftagere af israelske varer. Udviklingen af lokal industri blev aktivt forhindret, for at gøre det umuligt for palæstinenserne at slippe ud af deres underordnede stilling overfor Israel og etablere det økonomiske fundament, som er afgørende for virkelig politisk uafhængighed."[49]

Livsbetingelserne for Gazas indbyggere er rædselsfulde. Menneskerettighedsgrupper og hjælpeor-ganisationer erklærede i marts 2008, at "situationen for 1,5 million palæstinensere i Gaza-striben er værre nu end nogensinde før siden starten af Israels militære besættelse i 1967."[50] Den brede majoritet af Gaza-palæstinensere er ikke efterkommere af folk, der oprindeligt stammer fra Gaza. De er derimod efterkommere af folk, som boede i hvad der i dag er Israel, og de blev drevet ud i 1948 for at leve som flygtninge. Og når menneskene i Gaza således i deres elendighed kigger ud, så er det de ser i nærheden af sig israelske byer, som er bygget på land, der engang var palæsti-nensiske landsbyer.[51] Nogle palæstinensere i Gaza affyrer raketter mod disse israelske byer. Raketterne fremmer ikke den palæstinensiske sag. Men de er ikke overraskende.

16. Kidnappede Hamas ikke en israelsk soldat, Gilad Shalit?

Shalit er en soldat der blev taget til fange, mens han gjorde tjeneste. Det er ikke klart, hvorfor det skulle anses for en kidnapning. Folkeretten er lidt mudret her: det er upassende at holde tilfange-tagne soldater som gidsler, og alle fanger har krav på human behandling. Men det er ikke upas-sende at tage fjendens soldater til fange, ej heller at udveksle fanger. I hvert fald påpeger palæ-stinenserne, at omkring 11.000 palæstinensere fra de besatte områder tilbageholdes i israelske fængsler.[52] Nogle af dem kan være skyldige i krigsforbrydelser, og nogle kan simpelthen være medlemmer af en væbnet modstandsbevægelse. Men mange hundrede af dem tilbageholdes uden anklage[53] - (750 uden anklage, da Shalit blev fanget, og ca. 570 i november 2008). Så der er hundredvis af palæstinensiske fanger, der formentlig ikke er skyldige i nogen forbrydelse, og dog bliver tilbageholdt mod deres vilje ligesom Shalit. Netop dagen inden Shalit blev fanget, pågreb israelske kommandosoldater to civile fra Gaza, Osama og Mustafa Muamar - her er ordet "kidnap-pede" mere nøjagtigt - trods det faktum, at Israel angiveligt havde trukket sig tilbage fra Gaza ni måneder tidligere.[54] 12

Israel reagerede på Shalits tilfangetagelse ved militær indtrængen i Gaza og ubønhørlig kanon-beskydning og bombning af Gaza. Mellem 26. juni og 15. november dræbte den israelske hær 387 palæstinensere. Mere end halvdelen af dem, 206 personer, "heraf 81 mindreårige og 45 kvinder, tog ikke del i fjendtlighederne, da de blev dræbt"[55] ifølge den israelske menneskerettigheds-organisation B'Tselem. Gazas elekticitetsværk blev lagt i ruiner, og grænserne blev lukket; 8 mini-stre og 26 parlamentsmedlemmer fra Hamas blev arresteret sammen med andre officielle repræ-sentanter. FNs særlige rapportør for Menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder, John Dugard, opsummerede:

"I virkeligheden er det palæstinensiske folk blevet underkastet økonomiske sanktioner – det er første gang, et besat folk er blevet behandlet sådan. Det palæstinensiske folk, snarere end det Palæstinensiske Selvstyre, er blevet påført den mest rigide form for internationale sanktioner i nyere tid."[56]

17. Iværksatte Hamas ikke et militærkup mod Fatah og mod det Palæstinensiske Selvstyre i Gaza?

Kendsgerningerne er helt klare. Uanset visdommen i det, så foregreb Hamas' magtovertagelse i Gaza en sammensværgelse mellem Fatahs sikkerhedschef Mohammed Dahlan og amerikanske topembedsmænd; sammensværgelsen gik ud på militært at drive den valgte Hamas-regering fra magten. Den undersøgende journalist David Rose konkluderede på basis af dokumenter og inter-view: "Den hemmelige plan gav bagslag... I stedet for at drive fjenden fra magten, provokerede de USA-støttede Fatah-kæmpere indirekte Hamas til at tage total kontrol over Gaza."[57]

18. Er Hamas ikke bare en brik i Irans spil?

Hamas og Iran er allierede, og de har fælles interesser, men det er ikke ensbetydende med, at Teheran dikterer Hamas' politik.

Den påstand, som er udspredt af den israelske regering og dens støtter, at Hamas simpelthen handler på ordre fra Iran, er uholdbar af flere grunde.

For det første, hvis Iran brugte Hamas til at aflede et muligt israelsk angreb på sine atomanlæg, så er tidspunktet meningsløst. Der var en periode, da et israelsk eller et fælles amerikansk-israelsk angreb på Iran syntes muligt. Men det tidspunkt faldt sammen med våbenhvilen mellem Israel og Hamas. I december 2008 var der ingen, der for alvor diskuterede et nært forestående israelsk angreb på Iran.

For det andet, hvis Iran kan få Hamas til at gå i krig mod Israel, hvorfor har det så ikke fået Hiz-bollah til at gøre det samme (hvilket ville lette presset på Hamas)?

Alt i alt, uanset hvad Hamas’ forbindelser til Iran er, så er Hizbollah stærkere (Hizbollah er shiiter ligesom iranerne; de ideologiske rødder forbinder dem med Iran.[58] Hizbollah kunne let bevæb-nes via Syrien. Hamas er sunnier og kan kun indsmugle meget få våben fra Iran). Klart nok synes Hizbollah ikke, at det tjener dets interesser at gå i krig for Hamas. Hvis Iran ikke kan få Hizbollah 13

til at handle mod egne interesser, er der ingen grund til at tro, at de kan få Hamas til det.

Iran har forsynet Hamas med penge, hvilket er blevet stadigt vigtigere efter at de er afskåret fra international hjælp. Og øjensynligt er nogle af Hamas’ kæmpere trænet i Iran - men i en organisa-tion med 10-20.000 bevæbnede mænd kan de få hundrede, der er trænet i Iran, næppe være afgørende. Iran har indflydelse på Hamas, men der er ingen grund til at tro, at Hamas blindt har fulgt Irans ordrer. [59] Israel er sandsynligvis mere afhængig af militær og diplomatisk støtte fra USA, end Hamas er af Iran.

Våbenhvilen

19. Hvad var betingelserne for våbenhvilen med Israel i juni 2008?

Efter næsten et års militære træfninger og Israels forkrøblende blokade, indgik Hamas og Israel i juni 2008 en slags våbenhvile.

De to sider ville ikke tale sammen direkte, så det var en ægyptisk formidlet forståelse, hvis betin-gelser aldrig formelt blev skrevet ned. Associated Press rapporterer betingelserne som:

"Våbenhvilen træder i kraft kl. 6 morgen torsdag den 19. juni."

"Al vold mellem Gaza og Israel ophører. Efter 3 dage lemper Israel sin blokade af Gaza og tillader flere livsnødvendige forsyninger at komme ind."

"En uge senere letter Israel yderligere restriktionerne for passage af lastbiler."

"I slutstadiet føres der samtaler om åbning af Rafah-overgangen mellem Gaza og Ægypten og en fangeudveksling for at befri Gilad Shalit, som er blevet tilbageholdt af Hamas-venlige grupper i to år"[60]

Selvom Israel i december 2008 prøvede at påstå, at våbenhvilen var tidsmæssigt ubegrænset,[61] henviste alle (inkl. den israelske regering i juni 2008) til, at våbenhvilen var planlagt til at vare 6 måneder med håb om yderligere forlængelse.[62] Hamas havde ønsket, at den skulle gælde for både Gaza og Vestbredden, men det afslog Israel.

Forskellige palæstinensiske væbnede grupper - dog ikke Hamas - havde forbehold over for våben-hvilen, men de indvilgede i at respektere den. Islamisk Jihad sagde dog, at nok ville de rette sig efter våbenhvilen, men at de opfattede Gaza og Vestbredden som udelelige og således forbeholdt sig ret til fra Gaza at gengælde angreb på deres medlemmer på Vestbredden.

20. Hvad sagde våbenhvilebetingelserne om indsmugling af våben?

Som nævnt ovenfor blev våbenhvilebetingelserne aldrig skrevet ned, og de er omstridte.

ITIC (Intelligence and Terrorism Information Center), som er en tænketank knyttet til den israel-ske regering skriver:

"Det er Israels holdning, at våbenhvilen forpligter Hamas og de andre terrororganisationer i Gaza-14

striben til at afslutte våbensmuglingen og indstille den militære opbygning."[64]

Hamas og de andre palæstinensiske grupper har imidlertid ikke indgået en sådan forpligtelse.[65] Og israelske ledere lader ikke til at se nogen modsætning mellem deres insisteren på, at Hamas standser sin militære opbygning og så deres egne aktiviteter. En embedsmand ved den israelske premierministers kontor fastslog, at under våbenhvilen ville "Israels hær fortsætte med at forberede en militær aktion i Gazastriben for det tilfælde, at våbenhvilen bryder sammen..." Og general-stabschef Gabi Ashkenazi sagde, at hæren ville sætte sin lid til våbenhvilen, men dog samtidig forberede en aktion."[66]

Hamas brugte givet våbenhvilen til at indsmugle våben, ligesom Israel brugte våbenhvilen til åbenlyst at importere et meget større antal af meget mere dødbringende våben.

21. Hvad skete der under våbenhvilen?

Våbenhvilen fik en vaklende start. Islamisk Jihad affyrede nogle få raketter fra Gaza som svar på, at israelerne havde dræbt et af deres førende medlemmer på Vestbredden. (67) Men Hamas var generelt i stand til at overbevise de andre palæstinensiske grupper om, at man skulle respektere våbenhvilen. I de fem en halv måned før våbenhvilen blev der affyret 1.072 raketter og 1.199 mortergranater fra Gaza. I de fire og en halv måned fra starten af våbenhvilen til den 4. november 2008 var der 20 raketter og 18 mortergranater. (68) Ingen israelere blev dræbt – hverken af raket-ter, mortergranater, snigskytter eller hjemmelavede bomber fra Gaza fra midten af juni til den 4. november. (69)

Om disse sporadiske affyringer i denne periode skrev ITIC (the Intelligence and Terrorism Infor-mation Center):

"Hamas var omhyggelig med at overholde våbenhvilen, og dets operationer omfattede ikke raket-angreb. Samtidig prøvede Hamas at gennemtvinge aftalens betingelser i de andre terrororganisa-tioner og at få dem til at respektere den. Hamas skred flere gange ind imod grupper, som krænkede aftalen, men i begrænset omfang i form af kortvarig tilbageholdelse og konfiskering af våben… Men det stod klart, at Hamas så vidt muligt søgte at undgå direkte konfrontation med slyngelorganisa-tioner (især Islamisk Jihad) for ikke at blive beskyldt for samarbejde med Israel eller for at skade ’modstanden’. Hamas fokuserede derfor på at bruge politiske argumenter for at overbevise organi-sationerne om, at de skulle overholde betingelserne for våbenhvilen, og på at søge støtte i den offentlige mening i Gaza (foruden at deres aktivister udfærdigede erklæringer om, hvad der blev opnået ved våbenhvilen)". (70)

Hvad angår grænseovergangene, lempede Israel på lukningerne, men tillod ikke, at der kom nær så meget ind som i december 2005 (før Hamas vandt parlamentsvalget) eller i maj 2007 (før Hamas overtog magten i Gaza). I juli 2008, våbenhvilens første hele måned, "oplevede befolkningen i Gaza kun et beskedent udbytte af våbenstilstanden, der var indgået den 19. juni, idet antallet af 15

varer, der blev tilladt kørt ind i Gaza, lå langt under det aktuelle behov" ifølge FN. (71) Importen var under halvdelen af, hvad den havde været i december 2005. Ikke desto mindre var importen højere end i august, hvor den faldt med 30 %, svarende til niveauet for marts 2008 – hvor hjælpe-organisationerne og menneskerettighedsgrupperne talte om en "humanitær implosion". I septem-ber steg den med 15 %, men i oktober faldt den igen med 30 % (se tabellen herunder). Desuden fortsatte Israel med at forbyde enhver eksport fra Gaza under hele våbenhvilen, (72) hvilket i bund og grund bragte Gazas økonomi til ophør. I oktober 2008 meddelte Verdensbanken, at kun 2 % af Gazas industrivirksomheder stadig fungerede. Industriarbejdspladserne var faldet fra 35.000 til 840, og 40.000 job inden for landbruget var gået tabt. (73)

Antal lastvognslæs, der pr. måned fik adgang til Gaza: (74) Måned

Lastvognlæs

December 2005

13.430

Maj 2007

10.921

Marts 2008

3.399

April 2008

1.991

Maj 2008

1.821

Juni 2008

2.103

Juli 2008

5.028

August 2008

3.565

September 2008

4.069

Oktober 2008

2.823

November 2008

579

Våbenhvilens anden fase begyndte den 4. november 2008. Den dag brød Israel våbenhvilen ved at sende tropper ind i Gaza. Avisen the Guardian rapporterede:

"Det israelske militær sagde, at målet var en tunnel, som Hamas ifølge dem planlagde at bruge til at fange israelske soldater, der stod ved et hegn 250 m derfra ... En bevæbnet Hamas-kriger blev dræbt, og palæstinenserne affyrede en salve mortergranater mod det israelske militær. Derefter dræbte et israelsk luftangreb yderligere fem bevæbnede Hamas-deltagere." (75)

Hamas svarede med raketaffyringer, og dermed var våbenhvilen alvorligt undermineret. Begge sider udførte derefter militære aktioner, dog ikke på samme niveau som før våbenhvilen. Israel lukkede grænserne til Gaza og tillod kun 579 lastvogne at køre ind i området i hele november måned 16

(se ovenstående tabel) – med forsyninger til 1,5 millioner mennesker.

FN meddelte desuden, at "ansatte og bistand fra internationale NGO’er blev forbudt adgang til Gaza hele måneden. Desuden tvang den forstærkede lukning UNWRA til at suspendere uddelingen af mad i fem dage i samme måned og ligeledes uddelingen af penge, hvilket skyldtes restriktioner på pengeoverførsler til Gaza". (76)

Ifølge UNICEF blev Gazas vandforsyning afbrudt på grund af mangel på brændsel, elektricitet og reservedele. I Gaza by havde 50 % af befolkningen kun adgang til vand et par timer om ugen; 30 % havde adgang hver fjerde dag og 20 % hver tredje dag. Andre områder af Gaza fik vand hver anden dag i gennemsnit. (77)

Ingen israelere blev dræbt af affyringer fra Gaza i denne periode (5. november til 19. december 2008). (78)

13 israelske soldater blev sårede (8 af mortergranater og 5 inde i Gaza) og 1 eller 2 civile. På den palæstinensiske side blev 10-14 militante og 3-4 civile dræbt og omkring en snes mennesker såret. (79)

22. Var det ikke legitimt, at de israelske tropper gik ind i Gaza for at tilintetgøre en tunnel, der skulle bruges til en planlagt kidnapning?

Vi har ikke noget uafhængigt bevis, der bekræfter den israelske påstand om tunnellens formål. (Jimmy Carter henviser til den som "en defensiv tunnel, der blev udgravet af Hamas indenfor de mure, der omringer Gaza." (80))

Men selvom formålet var som påstået af Israel, var det næppe "en tikkende tunnel," som en ano-nym israelsk militær talsmand kaldte det, (81) dvs. en nært forestående trussel, der krævede mili-tær handling. Der findes mange ikke-militære måder, Israel kunne have forsvaret sig imod en sådan trussel på.

23. Hvorfor blev våbenhvilen ikke forlænget?

Påstanden om at Hamas afslog at forny våbenhvilen er forkert. Det, Hamas afslog, var at forny en våbenhvile, hvorunder Israel fortsat kunne bryde sin pligt til at ophæve blokaden. Som Khalid Mish’al udtrykte det: "Da denne brudte våbenhvile nærmede sig afslutningen, udtrykte vi, at vi var parate til en ny omfattende våbenhvile, mod at blokaden blev ophævet og alle Gazas grænseover-gange åbnet, herunder Rafah. Men vi talte for døve øren". Mange erklæringer før udløbet af våben-hvilen har helt klart vist, at dette var Hamas’ standpunkt. [82] Jimmy Carter beskriver sine forsøg på mægling:

"Det afgørende spørgsmål var helt klart åbningen af overgangene til Gaza. Repræsentanter for Carter-centeret besøgte Jerusalem, mødtes med israelske embedsmænd og spurgte, om dette var muligt mod at raketangrebene ophørte. Den israelske regering foreslog uformelt, at 15 % af de 17

normale forsyninger måske var mulige, hvis Hamas først stoppede alle raketaffyringer i 48 timer. Dette var uacceptabelt for Hamas, og fjendtlighederne brød ud." [83]

15 % af de normale forsyninger var endnu mindre end det utilstrækkelige niveau i juli. [84] Det er derfor ikke noget at sige til, at Hamas ikke var interesseret i en sådan aftale.

24. Er Hamas pålidelig med hensyn til ikke at bryde våbenhviler og våbenstilstande?

Lad os høre, hvad forskellige eksperter siger. Sharifa Zuhur, en førende amerikansk Hamas-ekspert, skriver i en undersøgelse netop udgivet af the Army War College:

"Erklæringer om tahdiya (rolig periode), der kom i stand ved Alastair Crooke for at afslutte sådanne angreb, blev afgivet i 2002 og 2003. Crooke er tidligere sikkerhedsrådgiver for EU-rådets general-sekretær, Javier Solana.

I dag er Crooke leder af Conflict Forum, der anbefaler forhandlinger med Hamas. Endnu en tahdiya fandt sted fra marts 2005, men de to første blev brudt, da israelerne snigmyrdede Hamas-ledere."[85]

Og en tidligere europæisk sikkerhedsembedsmand, der blev interviewet af International Crisis Group, henviste til "fortsatte israelske myrderier og drab, der fuldstændigt underminerede ægte forsøg på nedtrapning: Israels svar skabte en selvopfyldende profeti. De havde forventninger om fiasko og garanterede den faktisk selv… Der var fortsatte provokationer, en afvisende attitude, ingen tillidsskabende foranstaltninger og uhensigtsmæssige erklæringer. Israels forsvarsminister erklærede offentligt, at Hamas var ved at omgruppere, og at IDF (det israelske militær) måtte forberede sig på massive angreb. Hvorefter Hamas begynder at forberede sig på denne eventualitet. For Israel er dette bevis på den oprindelige tese, en grund til krig. De angriber, Hamas svarer igen, IDF føler sig retfærdiggjort, og hudna (våbenhvile) er historie." [86]

25. I betragtning af den regn af raketter, der blev affyret fra Gaza da våbenhvilen sluttede den 19. december, havde Israel så et alternativ til et militært angreb?

Ja, selvfølgelig havde det det. Israel kunne have udvidet våbenhvilen ved at gå med til at hæve blokaden (hvilket det af moralske grunde burde have gjort alligevel).

Og desuden kunne det have taget skridt til at afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt mere generelt ved at acceptere det Arabiske Fredsinitiativ. Dette initiativ opfordrer Israel til at trække sig tilbage til grænserne fra 1967 og til oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Denne plan bakkes op af alle de arabiske stater – som tilbød Israel efterfølgende anerkendelse. [87] Og som tidligere bemærket har selv Hamas tilkende-givet sin støtte til planen. [88] Omkring tre fjerdedele af palæstinenserne bakker op bag planen. [89]

Dette er det fundamentale problem i Palæstina: Israel besætter palæstinensisk jord og synes fast besluttet på at beholde de mest værdifulde dele af den og efterlade palæstinenserne småstumper 18

hvor det er umuligt at etablere en levedygtig og uafhængig stat. Så længe Israel opretholder de illegale bosættelser, er palæstinenserne henvist til bantustans.

Før denne grundlæggende realitet bliver ændret, før besættelsen ophører, vil der ikke blive fred i Palæstina.

26. Hvis våbenhvilen var blevet forlænget, kunne Hamas så ikke have smuglet raketter med læn-gere og længere rækkevidde, så selv Tel Aviv blev sårbar? Betyder det ikke, at enhver ny våben-hvile så skulle drage omsorg for at forhindre våbensmugling og derfor ville være uacceptabel for Hamas?

Man kan godt forstå, hvorfor Tel Aviv ikke brød sig om at leve med truslen fra Hamas-raketter. Men man må også forstå, hvorfor folk i Gaza ikke brød sig om at leve med truslen fra de israelske F-16 fly. Forskellen mellem de to er, at den trussel folk i Gaza står overfor, ikke er hypotetisk eller blot en trussel, sådan som begivenhederne i de sidste uger har vist.

Rent praktisk er der grænser for, hvor meget der kan smugles ind over den ægyptiske grænse. Det er svært at undgå smugling, når myndigheder på begge sider af grænsen ønsker at smugle. Men i Gazas tilfælde vender den ægyptiske regering sig hårdt imod Hamas og tillader ikke åbent, at der leveres våben.

Da Carter prøvede at få Israel og Hamas til at forlænge våbenhvilen og åbne grænserne, sagde Israel ikke, at det ville åbne grænserne, hvis bare der kunne etableres et bedre system til at undgå våbensmugling. Israel nægtede simpelthen at åbne grænserne helt. Derfor ved man ikke, om Ha-mas ville have accepteret en sådan ordning. At gå i krig uden så meget som at spørge, overtræder absolut "sidste udvej"-kriteriet for retfærdige krige.

Man bør også notere sig, at man ved at åbne grænserne faktisk kunne formindske episoderne med våbensmugling. Selvfølgelig kommer våbnene ikke ind gennem de israelske overgange eller gennem en EU-bemandet overgang ved Rafah. Men tilskyndelsen til at grave tunneller ville sikkert falde; så længe overgangene var lukkede, var det at grave tunneller en absolut nødvendighed for at få mad og andre fornødenheder, lige meget hvor farligt det var.

Gennemførelsen af Operation Støbt Bly

27. Hvad menes der, når man siger at Israel skulle have svaret proportionalt?

Et land, der har en retfærdig grund til at gå i krig, må alligevel handle proportionalt. Israel havde ikke en retfærdig grund til at gå i krig, fordi det er en besættelsesmagt, og fordi raketangrebene kunne være undgået, hvis man var gået med til at forlænge våbenhvilen og ophæve blokaden. Derfor var Israels krig uretfærdig, uanset hvordan Israel opførte sig.

Men selv hvis man (fejlagtigt) antog, at Israel havde en retfærdig sag, ville dets krig stadig være uretfærdig, hvis ikke den blev ført i henhold til princippet om proportionalitet. 19

Princippet om proportionalitet forbyder, at man angriber et militært mål, hvis resultatet deraf vil medføre tab af civile liv, skade på civil ejendom eller på de almindelige omgivelser, som ifølge Folke-retten er større end værdien af formålet.

Denne afvejning må naturligvis inkludere en subjektiv komponent: præcis hvor mange må man dræbe for at ødelægge et militært mål, som kan skade ens egen befolkning? Men subjektiviteten er ikke ubegrænset. Det kan jo ikke passe, at det er proportionalt at dræbe hundredvis af civile, som Israel har gjort, for at ødelægge fjendens mulighed for at affyre våben, der har medført 22 døde i løbet af 7 år (og ingen siden 5. juni 2008). [90]

Mener israelerne virkelig, at det de gør i Gaza er proportionalt? Det er tvivlsomt, om de mener det. Faktisk har deres embedsmænd og tænketanksanalytikere udtrykkeligt talt for at handle upropor-tionalt.[91] Når ens opfattelse af palæstinensere, og arabere mere generelt, er, at dem skal man skræmme og tyrannisere fremfor finde en diplomatisk løsning, er det ikke forbavsende, at den største bekymring drejer sig om styrken af ens afskrækkelsesmidler. Det betyder, at brutalitet, ikke proportionalitet, bliver det foretrukne.

28. Eftersom Hamas placerer sine militære formålr i civile områder og dermed bruger civilbefolk-ningen som menneskeligt skjold, er Hamas så ikke ansvarlig for al skade på civilbefolkningen?

Folkeretten forbyder, at militære formål placeres i civile områder. Det giver imidlertid ikke angribe-ren ubegrænset ret til at angribe disse formål. Angriberen skal stadig afveje beskadigelsen af civile imod den militære fordel. Som Human Rigths Watch siger:

"Den angribende part er ikke fritaget for sin pligt til at overveje risikoen for civile, bare fordi han mener, at den forsvarende part er ansvarlig for at have placeret de legitime militære mål indenfor eller nær ved beboede områder.

Det betyder, at tilstedeværelsen af en Hamas-leder eller et militært formål i et befolket område ikke berettiger til et angreb på området uden hensyntagen til den truede civilbefolkning." [92]

Og eftersom Israels liste af mål inkluderer Hamas-ledernes hjem, vil det ikke være muligt for Hamas at holde civile og militære mål adskilt.

Kommentarerne fra en tidligere amerikansk marineinfanterist er relevante her. Man kan stille spørgsmål ved hans forklaring på, hvad den virkelige amerikanske politik i Irak var, men hans be-mærkninger er i sig selv sigende:

"Jeg gik for nyligt på pension fra den amerikanske marine, men jeg har set, hvordan det fungerede i Irak. Jeg kender noget til militære forhold, som er relevante for situationen i Gaza nu.

Jeg er forfærdet over retorikken hos amerikanske politikere og andre, som siger, ’hvis USA var under raketangreb fra Mexico eller Canada, ville vi svare igen på samme måde som israelerne’. Dette er en grov fornærmelse mod de amerikanske soldater. Jeg kan forsikre om, at vi IKKE ville have reageret som israelerne. Faktisk er USA's væbnede styrker og de tilknyttede civile under 20

konstant angreb i Irak og Afghanistan af folk, der er meget bedre bevæbnede, meget bedre træ-nede og meget farligere end Hamas… Israel har jo kun få ofre fra Hamas’ raketter (omkring 20 dræbte siden 2001), mens vi har haft tusindvis af ofre i Irak og Afghanistan, herunder mange civilt ansatte. Hundredvis af de amerikanske ofre skyldes indirekte angreb, ofte fra mortergranater. Dette er især tilfældet i eller nær ved den grønne zone i Bagdad: Disse angreb kommer ofte fra tætbefolkede byområder.

Amerikanerne besvarer ikke, jeg gentager BESVARER IKKE vilkårligt disse angreb. Med ’vilkårligt’ mener jeg, at selvom vi helt præcist kan identificere, hvor angrebet kommer fra (hvilket kan være meget vanskeligt), besvarer vi ikke angrebet, hvis vi ved, at det kan medføre civile tab. Vi vurderer altid truslen for civile, før vi reagerer, og i byområder er truslen for civile meget høj. Hvis ameri-kanske soldater ignorerer dette og skader civile, kan jeg forsikre Dem om, at vi gør alt for at under-søge det – og udmåle en straf, hvis det er berettiget." [93]

Yderligere to ting bør bemærkes.

For det første bruger IDF også palæstinensiske civile som menneskelige skjolde. Malcolm Smart, der er direktør for Amnesty International’s Mellemøst- og Nordafrikaprogram, meddeleler: "Vore kilder i Gaza rapporterer, at israelske soldater indtager et antal palæstinensiske hjem, tvinger fa-milierne til at blive i stueetagen, mens de bruger resten af huset som base og skarpskytteposition." Det øger klart risikoen for den implicerede palæstinensiske familie og betyder, at den i realiteten bliver brugt som levende skjold." [94]

For det andet blander IDF også sine styrker med israelske civile. Se blot denne rapport fra den halvofficielle israelske tænketank ITIC:

"Den 8. januar blev en regn af raketter affyret mod en israelsk landsby i det nordvestlige Negev. Syv IDF-soldater blev såret, en kritisk, en alvorligt, og fem led mindre kvæstelser."[95]

29. Israel ringer op til de hjem, de planlægger at angribe, og kaster flyveblade ned med advarsler til de civile om at komme væk fra militære mål. Opfylder Israel ikke dermed sin forpligtelse til at beskytte civilbefolkningen?

Israel udsendte overhovedet ikke nogen advarsel, før det indledte Operation Støbt Bly. Det slog til kl. 11.30, på et tidspunkt hvor der er mest liv i byerne i Gaza, og hvor skolebørnene netop skifter hold på skolerne.[96]

Israels senere opringninger og flyveblade opfylder ikke forpligtelsen til at beskytte civilbefolkningen af flere grunde.

For det første ringer Israel til flere hjem end dem, de har tænkt sig at angribe. Som Amnesty Inter-national bemærker:

"Hvad der yderligere har forstærket den atmosfære af frygt, som er resultat af de israelske bom-bardementer, er, at det israelske militær har sendt tilsyneladende vilkårlige telefonbeskeder til 21

mange indbyggere om, at de skulle forlade deres hjem på grund af overhængende fare for luftan-greb mod deres huse. Sådanne beskeder er afleveret til beboere i etageejendomme og har skabt panik, ikke kun hos modtagerne, men hos alle naboerne. Hensigten med de truende opkald er tilsyneladende at sprede frygt blandt civilbefolkningen, da bygningerne i mange tilfælde slet ikke blev bombet. Hvis det er formålet, snarere end at give en reel advarsel, så er det en overtrædelse af Folkeretten og må øjeblikkeligt ophøre".[97]

For det andet, i tæt befolkede områder giver det at flytte sig fra et sted til et andet ingen garanti for sikkerhed.[98]

Og for det tredje, når Israel sigter på enkeltpersoner, vil en advarsel enten give dem, der sigtes på, tid til at slippe væk, eller den kommer for sent til at hjælpe dem, der ikke sigtes på. [99]

Tænk blot, hvis Hamas udsendte radiobudskab til alle israelere i landets sydlige del om at forlade deres hjem, hvis de ligger i nærheden af militære installationer. Ville det fritage Hamas for moralsk ansvar for alle civile dødsfald?

30. Har Israel med vilje sigtet på civile i Gaza?

Som minimum har Israel sigtet mod nogle kategorier af personer og nogle kategorier af bygninger som Folkeretten forbyder at sigte på.

De har sigtet mod politi. Folkeretten skelner mellem politifolk, der er involveret i væbnet kamp og dem, der hovedsagelig har civile funktioner (hvad enten de bærer våben eller ej).[100] I første salve bombede Israel (med den israelske menneskerettighedsorganisation Bt’selems ord) "politi-hovedhvarteret i Gaza og dræbte ifølge rapporter 42 palæstinensere, der var på træningskursus og stod i formation, da bombningen begyndte. Deltagerne i kurset lærer førstehjælp, at håndtere forstyrrelse af offentlig ro og orden, har øvelser vedrørende offentlig sikkerhed, om menneskeret-tigheder og så videre. Efter kurset bliver politifolkene knyttet til forskellige dele af politistyrken i Gaza, der er ansvarlig for at opretholde offentlig ro og orden".[101]

Det er selvfølgelig rigtigt, at disse politiaspiranter på et senere tidspunkt kunne blive Hamas-kæmpere. Men det er også sandt, at angreb på mange israelske civile mål rammer nogle, der se-nere kan blive indkaldt til militærtjeneste, eftersom reserven består af en bred vifte af befolknin-gen. Det ville være grotesk at retfærdiggøre en selvmordsbombe i en bus ved at pege på ofrenes status som en del af hærens reserve. Det er ikke mindre grotesk at retfærdiggøre nedslagtning af disse politiaspiranter.

Israel har sigtet mod regeringsbygninger og mod enhver, der har forbindelse til Hamas uanset deres rolle i krigshandlingerne, og israelske embedsmænd har indrømmet, at disse angreb var forsætlige, og de har ikke følt behov for at påvise, at den omtalte bygning eller person havde en militær betydning. En højtstående israelsk militær embedsmand forklarede i Washington Post: "Der er mange aspekter af Hamas, og vi prøver at ramme hele spektret, fordi alting har forbindel-22

se til hinanden, og alting støtter terrorisme mod Israel." Major Avital Leibovitch, militær talskvinde, sagde: "Alt med tilknytning til Hamas er legitime mål."[102]

Brigadegeneral Harel erklærede: "Vi rammer ikke blot terrorister og affyringsramper, men hele Hamas-regeringen og alle dens grene… Vi rammer regeringsbygninger… Efter denne operation vil der ikke være en eneste hel Hamas-bygning tilbage i Gaza."[103]

Så Israel bombede parlamentet, udenrigsministeriet, ministeriet for arbejde, anlægsbyggeri og bolig og mange andre regeringsbygninger. Det bombede vekselkontorer for at afskære Hamas fra finansiering. [104] Hamas’ civile infrastruktur er et meget, meget følsomt mål. "Hvis man vil lægge pres på dem, er det vejen frem", sagde Matti Steinberg, tidligere toprådgiver for Israels indenland-ske sikkerhedstjeneste og ekspert i islamistorganisationer". [105] Den 13. januar citerede New York Times israelske efterretningsfolk for at sige, at "selvom Hamas’ militære gren for størstedelen er intakt, er der sket stor skade på Hamas’ evne til at lede Gazastriben, eftersom et stort antal regeringsbygninger er blevet ødelagt under operationen. [106]

Tænketanken ITIC tilbyder denne forklaring på den forværrede humanitære situation i Gaza:

"For nyligt er de humanitære problemer forværret som resultat af kampene og Hamas-administra-

tionens manglende funktionsduelighed. Der er rapporteret om strømsvigt over hele Gaza som resul-tat af sammenbrud i elforsyningen. Kanaan Abaid, vicedirektør for den palæstinenske energiforsy-ning hævder, at det har været umuligt at sende folk ud for at reparere fejl i elektricitetsforsyningen på grund af den dermed forbundne fare. Det rapporteres, at de lokale myndigheder ikke fungerer, der bliver ikke samlet affald, og grundlæggende infrastruktur bliver ikke repareret. Ydermere er der mangel på varer, der normalt bliver smuglet ind fra Ægypten, fordi tunnellerne er blevet bombet af IDF."[107]

Men selvfølgelig er Hamas’ manglende funktionsduelighed lige nøjagtigt et resultat af Israels angreb. Ligesom det faktum, at Gazas befolkning for at overleve er afhængig af smugleri fra Ægypten gennem de tunneller, som Israel nu bomber, er en konsekvens af Israels blokade.

Næste dag koblede samme tænketank den humanitære krise delvis sammen med "den uduelige Hamas-administration, som er gået under jorden, og som har vist sig uegnet til at finde løsninger på de vanskeligheder, som Gazas befolkning står overfor."[108] Hvor uansvarligt af Hamas-administrationen at gå under jorden, netop når der er brug for dem til at løse de problemer, som Gazas befolkning står overfor!

31. Har de fleste af dem, der er dræbt af Israel, ikke været terrorister, snarere end civile?

Så langt fra. Selvfølgelig er det svært at fastslå identiteten af hver enkelt dræbt og vedkommendes aktivitet, mens Israels angreb foregår. Det har fået menneskerettighedsgrupper og nødhjælpskonto-rer til at anføre antallet af kvinder og børn som det absolutte minimum af dræbte civile. Men som de har gjort det helt klart,[109] skulle det ikke forstås som det samlede antal civile dræbte, eller 23

at enhver voksen mand dræbt automatisk var dræbt i kamp.

Den 14. januar rapporterede det palæstinensiske sundhedsministerium om 1.013 døde, heraf 40 % kvinder og børn.[110] Drab på et stort antal civile mænd er veldokumenterede. Dertil kommer drab på politifolk og regeringsansatte, en anti-Hamas dommer (og far til en konsulent på Human Rights Watch), medicinsk personale, ambulancechauffører og mange andre.[111]

Den 14. januar blev der rapporteret om mere end 4.500 sårede, halvdelen af dem kvinder og børn.[112] "Ydermere vil mange af de sårede dø, fordi de ikke kan få den passende hjælp og be-handling i tide. Gazas hospitaler er ved at segne og mangler pålidelig og tilstrækkelig elektricitet og forsyninger, ambulancepersonalet er bange for at køre ud, og Israel har spærret for katastrofe-køretøjers adgang."[113] Ifølge Human Rights Watch er kun fire kritisk sårede patienter blevet overført til Israel siden starten af konflikten", delvis fordi Israel forlanger finansiel garanti for be-handling af de sårede palæstinensere. Siden starten på landoffensiven den 3. januar er overførslen til Israel standset.[114]

32. Er der ikke meget, vi ikke ved endnu? Skulle vi ikke udskyde dommen, indtil alle kendsgernin-gerne er på bordet?

Der er mange ting, vi ikke ved endnu, men de vil næppe få den israelske krigsindsats til at virke mere retfærdig. Det civile dødstal i Gaza vil sikkert vokse, når de dræbte er gravet ud af ruinerne; ingen af de døde i lighusene vil senere vise sig at være i live. Hvad som helst, der kan gavne Isra-els propaganda, kan man gå ud fra allerede er publiceret, men meget af det, der kan underminere den israelske regerings påstande, er ikke kendt endnu, fordi Israel har begrænset journalisters og menneskerettighedsobservatørers indrejse.[115]

Den udenlandske pressesammenslutning (the Foreign Press Association) har anlagt sag for at få adgang til Gaza, og den israelske højesteret har afgjort, at hæren skal give begrænset afgang til pool rapportører. Men hæren har hidtil nægtet at følge afgørelsen.[116] Direktøren for den israelske regerings pressekontor, Danny Seaman, udtalte til New York Times, at "enhver journalist, der kommer ind i Gaza, bliver et figenblad og en front for Hamas’ terrororganisation, og jeg ser ikke nogen grund til, at vi skulle hjælpe dem med det."[117]

New York Times rapporterede:

"Samtidig med at rapportere har fået mindre adgang, har den israelske regering skabt en ny struktur til udformning af sit offentlige budskab for at være sikre på, at talspersonerne for de vig-tigste regeringskontorer mødes dagligt og alle synger den samme melodi."

"'Vi prøver at koordinere alt, der har at gøre med vores image og indholdet i det vi gør, og at sikre, at uanset hvem der går i luften - en minister, en professor eller en forhenværende ambassadør - så ved vi, hvad han vil sige. Vi har talepunkter, og vi prøver at udbrede vores ideer og budskab.' udtaler Aviv Shir-On, som er Udenrigsministeriets vicegeneraldirektør for medier."[118]

Den israelske propagandamaskine omfatter USA-organisationer som for eksempel The Israel Pro-ject, som gentager enhver israelsk påstand, uanset hvor absurd den er.

Den 2. januar 2009 hævdede The Israel Project således, at "depoterne i Gaza er fyldt til randen ifølge internationale nødhjælpsgrupper. Verdensfødevareprogrammet (WFP) har informeret Israel om, at det indstiller fødevareleverancerne til Gaza, fordi depoterne i Gaza er fyldt op, og der er mad nok til to uger." (Kilden viste sig at være en erklæring fra Israels udenrigsministerium).[119]

Her er de faktiske kendsgerninger:

18. december: "På grund af den vedvarende krise med uregelmæssig grænseadgang og manglen på hvedemel i Gaza har UNRWA opbrugt alle forråd af mel i sine lagerdepoter i Gaza. Hvedeforsy-ninger, der efter planen skulle ankomme til Gaza 9.-10. december, kunne ikke passere på grund af raketild; møllerne er derfor løbet tør for mel, og UNRWA er tvunget til at suspendere fødevareud-delingen."[120]

23. december: "Den vedvarende lukning har markant begrænset de humanitære FN-organisatio-ners kapacitet til at sørge for hjælp i tilfælde af, at volden optrappes. FNs hjælpeprogrammer er løbet tør for adskillige basale forsyninger og står overfor alvorlige vanskeligheder med hensyn til at udføre deres faste programmer. UNRWA har ingen mel, hvilket berører tusinder af afhængige modtagere. WFP har været ude af stand til at opbygge lagre. I tilfælde af en katastrofe har FN ingen disponible fødevarer i Gazastriben."[121]

28. december: "Alle større møller i Gaza har måttet lukke på grund af hvedemangel. Der meldes om lange køer ved de bagerier, der stadig fungerer. UNRWAs beholdninger af hvede er på nul-punktet."[122]

3. januar: Siden den 27. december har WFP kun fordelt en brøkdel af de 1.350 ton, man disponerer over, og de fødevarer, der uddeles nu, skulle have været uddelt i oktober-december (fordelingen sker gennem samarbejdspartnere). UNRWA har den 1. januar 2009 genoptaget den fødevareud-deling, som man måtte indstille den 18. december 2008. Uddelingen fortsætter i dag."[123]

12. januar: "Mange basale fødemidler, herunder mad til spædbørn og til underernærede børn, kan ikke længere fås."[124]

33. Er israelerne enige i opbakningen til deres regerings politik?

Ligesom i USA svinger israelerne ofte efter deres regering og følgagtige medier. Den 1. januar 2009 var det mindre end en femtedel som støttede, at Israel skulle gå over til udvidet landkrig, [125] men så snart deres ledere havde startet den, gik de ind for den.

En meningsmåling offentliggjort den 15. januar viste, at 82 % af israelerne ikke mente, at Israel var "gået for vidt". Hvilket betyder, at næsten hele den jødiske befolkning bakker op om krigen. [126] Men kun næsten. Der har været mange antikrigsprotester, oftest i arabiske områder, men med både jødisk- og palæstinensisk-israelske deltagere. En demonstration med flere tusinde del-25

tagere blev afholdt i Tel-Aviv den 3. januar 2009.[127] En opfordring om at afslutte de militære operationer i Gaza og genoptage våbenhvilen med Hamas blev underskrevet af 500 indbyggere i Sderot, den israelske by nær grænsen til Gaza, der har været udsat for så mange raketter.[128]

Men der er ingen tvivl om, at krigsfeberen er ved at tage overhånd i Israel. Den centrale valgkomite har forbudt to israelsk-arabiske partier at stille op til parlamentetsvalget. Selv om den beslutning omgøres, er det skræmmende, at ud over højrefløjspartierne stemte også de to store regeringspar-tier, Kadima og Arbejderpartiet, for forbuddet.

USAs rolle

34. Hvad har USAs rolle været?

USA har været Israels igangsætter i mindst 40 år. Ifølge det amerikanske Congressional Research Service er "Israel den største samlede modtager af USA's udlandshjælp siden anden verdenskrig. Fra 1976-2004 var Israel den største årlige modtager af USA’s udlandshjælp, men er senere over-gået af Irak. Siden 1985 har USA forsynet Israel med næsten tre milliarder dollar årligt i tilskud. [130]

Da Israel er blandt de 50 rigeste lande i verden, er dets behov for økonomisk hjælp blevet mindre, men hvor den økonomiske hjælp er gået ned, er den militære gået op. Og det er ikke den eneste finansielle støtte, Israel modtager fra USA’s regering.

Israel kan gøre brug af USA’s militærbistand såvel til forskning og udvikling i USA som til militære indkøb fra israelske producenter. Desuden bliver den udlandshjælp, som USA har øremærket til Israel, leveret inden for de første 30 dage af finansåret. De fleste andre modtagere får normalt deres hjælp i portioner. Kongressen bevilger også beløb til fælles amerikansk-israelske missilfor-svarsprogrammer.[131]

Dertil kommer, at USA’s militærhjælp har bidraget til at gøre Israels væbnede styrker til nogle af de mest teknologisk sofistikerede i verden. USA's militærhjælp til Israel er designet til at fastholde Israels kvalitative forspring i forhold til nabolandene. USA’s militærhjælp, hvoraf en del kan bruges til indkøb hos israelske våbenfabrikanter, har også hjulpet Israel til at opbygge en hjemlig forsvars-industri, som rangerer på top-ti listen over denne verdens våbeneksportører."[132]

Blandt de våben, USA har forsynet Israel med, er F-16 fly og Apache kamphelikoptere, som bliver brugt mod Gaza. Ifølge analytikeren Phyllis Bennis overførte USA mellem 2001 og 2006 reservede-le til Israels F-16 flåde for mere end 200 millioner dollar. Sidste år underskrev USA en kontrakt på 1,3 milliard dollar med Raytheon Corporation for at forsyne Israel med tusinder af TOW, Hellfire og bunkersprængningsmissiler. Bennis konkluderer: "Kort sagt kunne Israels dødbringende angreb i Gazastriben i dag ikke være sket uden USA’s aktive militære støtte."[133]

USA yder også Israel afgørende diplomatisk støtte. Ved brug af sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd har USA forhindret vedtagelse af alle resolutioner, som efter dets opfattelse er for Israel-kritiske. 26

Fra 1967 til 2008 har USA nedlagt veto 42 gange for at beskytte Israel (det er mere end halvdelen af alle de vetoer, USA overhovedet har nedlagt om noget emne, og omkring tre ottendedele af alle vetoer afgivet i disse år af noget land).[134] Men denne opgørelse undervurderer en anden fordel, Israel har haft af USA’s vetoer: Den gentagne kritik af Israel når aldrig at blive udformet som reso-lution, fordi man tager for givet, at USA vil forkaste den.

Der har været international stemning for våbenhvile, nærmest så snart Israel indledte Operation Støbt Bly. Men USA forhindrede enhver resolution i Sikkerhedsrådet desangående.[135]

Den 8. januar 2009, mere end 12 dage inde i Israels angreb, da nedslagtningen nåede et omfang, der var for stort til at kunne bortforklares med retorik, afstod USA omsider fra at stemme om en våbenhvileresolution (der blev vedtaget med 14 stemmer mod nul og en, der undlod at stemme). Israel erklærede straks, at det ville ignorere resolutionen.[136] Skønt Sikkerhedsrådet har magt til at pålægge sanktioner - økonomiske og militære - mod stater, der nægter at efterleve dets afgø-relser, kan man være sikker på, at Washington vil sørge for, at der ikke bliver taget den slags skridt mod Israel (hvad USA’s undladelse signalerede).

Det afhænger selvfølgelig af, hvad det amerikanske folk gør. Meningsmålinger viser kun beskeden opbakning til Israel[137], hvilket er ret bemærkelsesværdigt i lyset af mediernes stærkt Israel-venlige tone. Israel-lobbyen har enorme ressourcer og en kolossal politisk slagkraft, men den taler i stadig mindre grad på vegne af alle amerikanske jøder. "J Street", der kalder sig selv den politi-ske gren af "pro-Israel, pro-fred" bevægelse, har en del indflydelse på Capitol Hill.[138]

De, der engagerer sig i fred og retfærdighed, må gøre meget mere for at opbygge en bevægelse, som vil gøre op med Washingtons blankocheck til Israel og standse Israels aggression. Så længe Israel har USA’s opbakning, vil det fortsætte sin årelange undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Men hvis vi udøver tilstrækkeligt pres, kan vi måske ændre USA’s politik. Kun på den måde kan vi stoppe denne seneste eksplosion af israelsk brutalitet og ydermere afslutte besættelsen, som så længe har nægtet det palæstinensiske folk dets grundlæggende rettigheder.